Billede beskrivelse

Efteråret viste udvikling, fællesskab og Serie 3-succes for VHG/GS

18. november 2025 kl. 10.45

Efteråret har været en sæson med udvikling, sammenhold og nye milepæle for VHG/GS. Derfor sætter vi Spotlight på Michael Madsen og et hold, hvor kemi, fællesskab og overraskende individuelle præstationer har skabt en Serie 3-sæson fyldt med både glæde og udfordringer – og masser af håb for foråret 2026.

Holdets sammenhold har været tydeligt både på og uden for banen. 

– Holdet står virkelig sammen. Det kommer især til udtryk udenfor banen. På banen har det været tilfredsstillende henover sæsonen uden at vi har set top top niveauet, men det håber jeg, vi ser efter en god lang opstart, fortæller Michael Madsen.

Et øjeblik, der vil overraske mange, handlede om Hussein El Hek, kaldet Suni. 

– I sidste kamp i sæsonen fik Hussein lavet sit første seniormål. Jeg satte ham til at sparke straffe, som han eksekverede sikkert, men lur mig om han ikke lavede et mål mere i frit spil med et følt spark udefra – med højrebenet, som ellers kun er til at støtte på. Så han blev dobbelt målscorer i kampen, siger Madsen med et smil.

Sammenholdet uden for banen har været mindst lige så vigtigt som præstationerne på banen. 

– Et fantastisk sammenhold og lyst til at tilbringe tid sammen efter fodbold. En virkelig god gruppe mennesker, understreger træneren.

Motivation og intensitet har dog været en udfordring. 

– Jeg har stået et utal af gange og underspillet vores niveau overfor modstanderne. Til sidst vidste spillerne godt, jeg pyntede på det, så de gik nok ikke ud med samme gejst, som hvis der var pres i kampene hver uge, forklarer Madsen.

Alligevel har holdet vist tegn på potentiale, som giver optimisme for fremtiden. 

– Den første kamp, hvor vi vinder 9-1, vidste jeg, det ville blive en stor sæson, siger han.

Med en kombination af stærkt fællesskab, individuel udvikling og holdånd står VHG/GS klar til foråret 2026 med tro på, at det bedste stadig venter.

VHG/GS går vinteren i møde med et ungt, sammentømret hold, hvor kemi og vilje er fundamentet. Overraskende scorere og stærk moral lover godt for foråret, hvor holdet igen vil jagte toppræstationer og mulig oprykning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste