Efter 4 år som træner siger Steen Holme farvel til SGIF
Når en træner vælger at lukke et kapitel efter flere års arbejde, handler det om timing, refleksion og nye prioriteter. Derfor sætter vi Spotlight på Steen Holme, der efter fire år i SGIF stopper, mens klubben står stærkt, og blikket rettes mod nye udfordringer.
– Der er ikke nogen enkeltstående årsag til mit stop, men et mix af at jeg har en søn og datter, som jeg gerne vil se i deres respektive sportsgrene, plus at fire år i samme klub er længe. Jeg syntes, klubben stod et rigtig godt sted, siger Steen Holme.
Fire år har budt på udvikling og relationer, han vil tage med sig.
– Det har været fire rigtig gode år med relationer, som jeg altid vil have. Det var et hold, som stod et helt andet sted, da jeg overtog dem, med en helt anden spillestil, end jeg praktiserer. Så det har været hårdt med stort udbytte, fortæller han.
Højdepunkterne har været markante.
– Det bedste øjeblik var oprykningen til Serie 2 og senere til Serie 1, siger han og smiler.. Jeg ville dog gerne have afleveret SGIF i Serie 1, men det har også været en vigtig læring for mig.
Spillerne har taget beslutningen med respekt og forståelse.
– Der vil altid være nogle, som gerne vil have en ny træner og nogle, som ikke vil, men det er ikke så vigtigt for mig. Det vigtigste var, at truppen ikke kunne mærke en forandring, efter jeg meldte klubben, at jeg stoppede. Og det tror jeg simpelthen ikke, hverken klub eller spillere har kunnet, forklarer han.
Erfaringerne fra tiden i klubben rækker ud over banen.
– Jeg tager med mig, at der også findes dygtige og kompetente mennesker i Svenstrup, som hverdag vil gøre en forskel, siger han.
– Det jeg nok vil savne mest, er at vinde i weekenden – det er vi ret godt kendt for i SGIF.
Fremtiden er stadig åben, men mulighederne er på bordet.
– Der er del forespørgsler, men jeg har ikke taget 100 % stilling til, hvad der skal ske. Jeg ser tiden an og holder døren åben for nye udfordringer, fortæller han.
Afskeden markerer slutningen på en betydningsfuld periode, men erfaringer, relationer og resultater lever videre – og for Steen Holme åbner der sig en ny vej med både frihed og spændende muligheder.