Billede beskrivelse

Dybvad og Vestbjerg kan definere Voersaas forårssæson

28. januar 2026 kl. 14.15

Foråret nærmer sig, og derfor sætter vi Spotlight på Voersaa IF, hvor træner Kasper Kristensen fortæller om puljen, lokalopgørene og de nøglekampe, som kan definere truppens forårssæson i 2026.

Kasper beskriver puljen som en udfordring. 

– Det er en svær pulje. Sværere end i efteråret, så derfor bliver det en test af truppen. Men vi glæder os, siger han.

De lokalopgør, der fylder mest, er dem mod de nærmeste klubber. 

– Det er klart, at de klubber tættest på giver spændende kampe. Derfor er kampene mod Sæby og Dybvad kampe, der kan lidt ekstra, konstaterer Kasper.

Træneren peger også på de hold, der vil blive svære at håndtere. 

– Frederikshavn og Sæby bliver hårde kampe. De har et stort potentiale med mange dygtige unge spillere, som til dagligt træner med andre på højere niveau. Sulsted er nedrykkere, og Østervrå har et stærkt fundament, så rammer de det rigtige, bliver de svære. Generelt er alle hold stærke i den her pulje, siger han.

Når det gælder nøglekampe, fremhæver Kasper Dybvad og Vestbjerg. 

– Det ligner umiddelbart dem, vi skal kæmpe med om at undgå nedrykning. Vi håber, der dukker et eller to hold mere op, vi kan matche, så vi ligesom i efteråret ikke kun skal spille om nedrykning, siger han.

Holdets styrker ligger især i den unge trup og det sociale samspil. 

– Vi har et ungt hold med en fantastisk stemning i omklædningsrummet. Det kan tage et hold langt. Man arbejder og løber noget ekstra for hinanden. Dertil har vi mange spændende spillere med kvalitet. Vores udfordring ligger i at være med på højeste Serie 3-niveau og i hvert fald at finde et højere bundniveau der, siger Kasper.

Voersaa IF går foråret i møde med ungdommelig energi, stærk sammenhold og fokus på at skabe resultater – og det bliver spændende at følge, hvordan puljen og lokalopgørene former holdets skæbne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste