Disciplin og mod bliver nogle af nøgleordene for Voersaa IF mod Asaa/Hjallerup
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Kasper Kristensen fra Voersaa IF.
I tager hjemme imod Asaa/Hjallerup, hvad er dine forventninger til kampen?
- Jeg forventer, de kommer og dominerer kampen. De var vores sværeste modstander i første runde af kampe. Vi er desuden for første gang i foråret ramt af flere afbud grundet skader og ferie. Første kamp endte 6-0 og til denne har vi seks mand, der ikke kan deltage, så det ligner en meget svær kamp.
I seneste kamp formåede I på imponerende vis at spille 2-2 med Nørresundby fB, der til trods for deres dårlige pointhøst har et virkelig stærkt mandskab, kan du tage noget med dig fra det opgør?
- Som jeg har nævnt før, så suger vi alle de erfaringer, vi har fået i denne svære pulje til os. Størstedelen af spillerne har ingen erfaring fra dette niveau, så de lærer hele tiden ting på alle planer. Og kampen mod Nørresundby gav flere ting. Bl.a. at vi kan være med, når vi rammer vores bedste niveau. Men også det at spille mod pasningsstærke spillere med fart i fødderne uden at slække på den defensive disciplin.
Hvordan forventer du Asaa/Hjallerup griber kampen an og hvordan vil I taktisk dæmme op for det?
- De har mange strenge at spille på. De er et hold, der først og fremmest spiller på vilje, men har også de nødvendige hurtige og tekniske spillere. Det bliver interessant, om vi kan finde et modtræk.
Hvis du skulle pege på tre nøgleord til den kommende kamp, hvilke skulle det så være og hvorfor?
- Disciplin. Vi skal stå godt på banen, hvis vi skal være med. Mod. Med et ungt hold handler det om at turde. Turde at spille, turde at være med fysisk. Det udvikler os. Held. Vi skal søge heldet. Sådan er det, når vi møder et tophold. Vi skal være dygtige, men også gerne lidt heldige.