Det er svært ikke at finde Jacob i IK Rosendal
Når snakken falder på frivillige kræfter i IK Rosendal, er Jacob Fjelsted én af dem, der ofte nævnes – også selvom han selv helst taler om “vi” frem for “jeg”. Han er nomineret som sæsonens frivillige ved Seriesport Awards 2025. og nomineringen kommer da også lidt bag på ham.
- Det betyder meget, at min tid i klubben er blevet lagt mærke til, men det kommer også bag på mig, da der kunne være mange flere, som kunne være blevet nomineret – vi løfter i flok. Så at der er blevet lagt mærke til mig, sætter jeg stor pris på, siger han.
Tilbage i barndomsklubben
IK Rosendal er ikke bare et tilfældigt sted at være frivillig. Det er klubben, hvor det hele startede.
- Klubben betyder en hel del. Det er min barndomsklub, som jeg startede med at spille fodbold i, fortæller Jacob.
Efter seks år i en anden klub vendte han hjem – og oplevede noget, der føltes meget rigtigt:
- Efter 6 år et andet sted, så var det hele som da jeg smuttede. En klub med rene, gode folk, hvilket også har givet mig en del nye venskaber, som jeg ikke havde fået uden klubben.
Det er ikke nødvendigvis de samme interesser, der binder alle sammen – og netop det er charmen.
- Selvom vi har vidt forskellige interesser på kryds og tværs og aldre, så kan noget så simpelt som en kasse øl og godt kammeratskab skabe minder og gode stunder i omklædning 1. Det er sgu noget, jeg sætter pris på, siger han med et smil.
Menneskene først – så alt det andet
Spørger man Jacob, hvorfor det netop er IK Rosendal, han lægger sine timer i, er svaret kort – men klart.
-Det er meget simpelt at svare på: på grund af menneskerne i klubben. Når du er omringet af gode folk, får du også lyst til at bidrage med noget ekstra.
Det er ikke én stor, planlagt frivilligrolle, men snarere lysten til at træde til, hvor der er brug for ham.
Altid til stede – på tribunen og i omklædningen
Hvor meget tid han egentlig bruger som frivillig, er han ikke typen, der har i et regneark.
- Det ved jeg sørme ikke – når jeg har tid, og når der er brug for det, siger han.
Men han tilføjer med en vis sikkerhed:
- Det er i hvert fald nok svært ikke at finde mig på tribunen eller i omklædningsrummet til alle hjemmebanekampe.
Det siger måske mere om hans tilstedeværelse end nogen timeseddel.
Frivillighed der falder naturligt
For Jacob er frivillighed ikke noget højtideligt – det er bare en naturlig forlængelse af at holde af klubben.
- Jeg er frivillig, fordi det falder naturligt ind, og fordi jeg elsker at komme oppe i klubben, forklarer han.
Og så minder han om en vigtig pointe, som nogle gange bliver glemt:
Man må ikke glemme, at det frivillige arbejde, vi alle lægger i klubben, kun kommer tilbage og gavner os selv.
Synes du, det er Jacob Fjelsted, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens frivillige.