De frygtede déjà vu men så slog St. Restrup til med iskoldt mål
Interview med Casper Stokbro fra St. Restrup IF efter kampen mod IF Skjold Sæby
Hvordan oplevede du kampen, især efter udligningen kort før tid?
- En kamp hvor vi egentlig føler, vi har kontrol, men alligevel blev fanget et par gange, hvor Sæby fik en chance. Jeg synes, vi fortjent kom foran og burde nok have scoret tidligere. Men som i sidste kamp, så mangler vi kvalitet i den sidste aflevering eller afslutning. Sæby scorede et flot mål – et frispark der bliver headet flot i det lange hjørne, og der tænker jeg, alle omkring holdet var bange for, at der ville ske det samme som i play off-kampen sidste sæson. Men heldigvis scorede vi hurtigt til 2-1. Resten af kampen blev med en masse dueller, og her synes jeg, spillerne viste rigtig god attitude.
Hvad var nøglen til, at I alligevel fik lukket kampen til jeres fordel?
- Det korte svar er: Vi lærte noget sidst, vi var på Sæby Stadion. Så spillerne holdt hovedet koldt og mistede ikke modet ved deres udligning.
Hvordan vurderer du holdets samlede indsats mod Skjold Sæby?
- Jeg synes, vi spillede en godkendt kamp. Vi mangler stadig at komme op på den høje klinge, men med de udskiftninger, vi har haft i truppen, så er det helt naturligt, det bliver lidt forkrampet til tider. Vi har mistet tre rutinerede spillere, der sammenlagt har 400 førsteholdskampe, men de unge, der er kommet ind i stedet for, gør det fremragende.
Hvilke ting er du mest tilfreds med fra sejren?
- At vi ikke fik nogle skader!!