Cheftræner Becirovic før vigtig kamp: - Vi må ikke blive hægtet af
Arden IF’s træner, Arnel Becirovic, ser frem til aftenens udfordrende opgør mod Spentrup. Han har høje forventninger og håber, at spillerne vil kæmpe hårdt for tre vigtige point.
– Jeg forventer en lige kamp mellem to hold, der har brug for de tre point, siger Becirovic og tilføjer:
– Jeg forventer også en god præstation af gutterne, hvor de går ud og viser, hvor dygtige fodboldspillere de er, og hvor stærkt et hold vi har.
Spurgt ind til strategien er han klar i mælet:
– Det handler som altid om at fokusere på vores eget spil og først og fremmest få den del til at fungere, forklarer han. Han understreger samtidig vigtigheden af at være taktisk klog og minimere fejl.
For både træner og hold er kampen ekstremt vigtig – ikke kun på grund af de mulige tre point, men også i forhold til placeringen i tabellen.
– Den betyder rigtig meget for os. Det er vigtigt, vi ikke bliver hægtet helt af i bunden af rækken, siger Becirovic om kampens betydning.
– Det føles, som om de tre point er ekstra vigtige i den kamp, så den har stor betydning for resten af sæsonen.
Trods nogle skuffelser i sæsonen indtil videre er Becirovic optimistisk i forhold til Arden IF's form.
– Jeg synes, vi er i fin form, siger han.
– Vi er selvfølgelig skuffede over, at vi ikke har skrabet flere point sammen, men jeg synes faktisk, nogle af præstationerne har været til mere, end hvad vi har fået.
Nu gælder det for Arden IF om at omsætte optimismen til point og vise, at holdet hører til højere oppe i tabellen.