Casper Holm Sørensen: - Vores gule kort kostede dyrt i kampen
Interview med Casper Holm Sørensen fra Sjørring efter kampen mod Klitmøller IF
Hvordan oplevede du kampen mod Klitmøller, hvor I måtte se jer slået med 2-0 på hjemmebane?
- Vi kom ind til kampen med tro på point. Vi startede godt, men allerede efter 10 minutter måtte vores midterforsvar Magnus VK lade sig udskifte pga. skade. Magnus har været en vigtig del af holdets pointhøst denne sæson. Han har noget fysik og er god på bolden. Han startede med nogle gode dueller med Kasper Skak. Med udskiftningen måtte vi rokere rundt på forsvaret, og selvom de gjorde det godt, så er et sammenspillet forsvar altid at foretrække, særligt mod en så god modstander som Klitmøller. Vi kom desværre bagud på en omstillingssituation. I det sidste minut af første halvleg havde vi frispark på kanten af deres felt, bolden blev clearet ud til Kasper Skak, som upresset fik lov til at vende med bolden, og så driblede han ned og scorede. Malthe Aakerblad scorede det afgørende mål i det 94. minut. Vi spillede vores chance, men må også erkende, at vi manglede lige det sidste i de afgørende situationer i kampen.
Hvad fungerede ikke optimalt for jer, og hvor blev kampen reelt tabt på banen?
- Vores gule kort blev dyre. Havde vi været 11 mod 11 hele kampen, så tror jeg, at vores form ville komme os til gode. Vi havde vel 15-20 standardsituationer i kampen. Dem fik vi ikke nok ud af.
Hvad kunne I med dine øjne have gjort anderledes for at få noget med fra opgøret?
- Jeg føler faktisk, at vi fik meget med fra opgøret. Vi har en meget smal trup, og den sidste halvdel af sæsonen har vi trukket på de unge kræfter i klubben. De har dælme gjort det godt.
Hvordan påvirker nederlaget jer før de sidste to runder i forhold til positionen i tabellen?
- Uanset udfaldet af turneringen har vi bygget mange lag på vores spil i denne sæson. Der er stadig plads til forbedringer, men vi har et fundament, som vil klare sig godt i serie 3, hvis det skulle ende med det. Det har været målet hele sæsonen. Når det er sagt, så er det klart, at de her lokalopgør i Serie 2 er sjove at spille. Så vi kæmper til sidste fløjt.