Casper Holm Sørensen: – Vi blev slået af rutine og fysik
Interview med Casper Holm Sørensen fra Sjørring efter kampen mod Vorupør
Sæt ord på jeres kamp mod Vorupør – hvad fungerede, og hvad gjorde ikke?
- Jeg sagde inden kampen, at det hold, som holdt sig til deres gameplan, ville vinde – og det fik jeg ret i. Vi fulgte ikke vores gameplan, og det kostede os kampen. Jeg vidste, det ville blive en svær kamp, for Vorupør er skarpe i omstillingsspillet, og på alle positioner ville de ikke tabe en duel til en Sjørring-spiller.
Hvad mener du var årsagen til, at I tabte kampen 2-1?
- Vi var ikke gode nok med bolden. Vi manglede skarphed i pasningsspillet, og Vorupør vandt stort set alle fysiske dueller. Gameplanen var, at vi skulle spille med afstand til modstanderen, men det mestrede vi ikke. Vi blev slået af rutinen. Vores anfører, målmanden Victor Grison, gjorde sit for at råbe holdet op, men vi manglede en styrmand på banen, som kunne få gameplanen ført ud i livet.
Hvad kunne I have gjort anderledes i kampen?
- Når man ikke rammer dagen på så mange positioner, er det svært at vinde fodboldkampe.
Hvordan oplevede du kampens intensitet og niveau?
- Niveauet var ikke prangende, men jeg er imponeret over Jakob Mejlsø. Han minder mig om Andreas Cornelius på hans bedste dage. Vi spillede ikke som et hold, og Vorupør lykkedes godt med det fysiske spil.