Casper Holm Sørensen ser fremgang i Sjørring
Interview med Casper Holm Sørensen fra Sjørring B.
Cheftræneren fra Serie 2-holdet glæder sig over udviklingen – trods svære betingelser og massiv udskiftning
For et år siden overtog Casper Holm Sørensen et Sjørring-hold, der stod foran et nødvendigt skifte. Spillestilen skulle ændres, identiteten skulle genopbygges – og prisen var høj.
– Da jeg trådte til, var missionen klar: Vi skulle spille fodbold langs græsset. Ikke på tilfældigheder og lange bolde. Klubben bakkede op, og vi satte sammen nogle rammer for, hvor vi ville hen. Det kostede nærmest et helt hold i den første sæson, fortæller han ærligt.
Resultatmæssigt var ambitionerne derfor til at tage og føle på før forårssæsonen: Fokus på spillet – ikke nødvendigvis på placeringen.
– Vi vidste, det ville blive svært. Men vi byggede videre på en boldbesiddende stil og var afklarede med, at hvis vi rykkede ned, skulle vi stå med et koncept, der kunne dominere i Serie 3. Jeg må sige, at vi har spillet noget godt og effektivt fodbold med det materiale, vi havde til rådighed.
Sjørring spillede i Serie 2 Kreds 15, hvor særligt ét hold ifølge træneren skilte sig klart ud:
– HVA var på et niveau for sig selv – både spillemæssigt og på alle positioner. Mads og staben omkring holdet har virkelig leveret flot trænerarbejde. Ellers har rækken været ekstremt jævn – med mange tætte kampe og profiler, der kunne afgøre tingene.
Det blev en forårssæson med flere positive overraskelser – ikke mindst i egen lejr.
– Jeg tror faktisk, at både holdet og klubben er blevet overraskede over, hvor langt vi nåede i forhold til forventningerne. Det er en stor cadeau til drengene, der har lagt alt i det.
Én kamp står særligt skarpt i hukommelsen.
– Udekampen mod KHIF, vores anden kamp i sæsonen. Vi vinder 0-1 efter at have været presset i bund hele kampen. Det var en kæmpe holdindsats, og da unge Jakob Fisker scorer sejrsmålet, så gik det hele bare op i en højere enhed.
Men ikke alt var som det skulle være i foråret.
– Kampen mod Vorupør skuffede mig. Vi fulgte ikke gameplanen, og det kunne ses. Det var frustrerende – for vi har ellers været dygtige til at være disciplinerede.
Casper Holm Sørensen sender også ros i retning af Ørslevkloster – ikke for intensitet, men for intelligens.
– De havde virkelig analyseret os godt. De udstillede vores svagheder og udnyttede deres egne styrker. Det var taktisk virkelig stærkt.
Flere af klubbens unge har markeret sig i løbet af foråret, og det glæder træneren.
– Vores kommende U19-drenge, som vi har integreret, har gjort det fremragende. Og så må jeg fremhæve vores målmand Victor Grison – han har haft en rigtig flot sæson mellem stængerne.
Et vigtigt element i Sjørrings overlevelseskamp har været moralen.
– Holdånden har været god hele vejen. Vi har vidst, at vi skulle løbe alle 90 minutter – og lidt til – for at få point. Og det har spillerne været klar til. De har kæmpet for hinanden, og det betyder alt på det her niveau.
Selv om sæsonen er slut, står Sjørring ikke stille i sommerpausen.
– Vi træner videre hen over sommeren. Vi skal holde gang i rytmen, og det giver også mulighed for at bygge videre, inden vi starter op igen.
For Casper Holm Sørensen handler det om at holde fast i retningen – og ikke lade modgang ryste fundamentet.
– Vi har ikke målt os selv på placeringen, men på spillet. Og her synes jeg, vi har leveret. Det skal vi tage med os.