BSI går efter revanche i svær udekamp mod formstærke Gundersted
Interview med Danny Jensen fra BSI før kampen mod Gundersted
Hvordan vil I gribe udekampen mod Gundersted an efter nederlaget sidst?
- En helt ny kamp og en helt anden type modstander. Gundersted har fået vind i sejlene og kommer med to sejre i streg, hvor vi modsat har lidt to nederlag.
Gundersted slog topholdet i sidste runde – hvad forventer du af dem nu?
- Jeg har hele tiden påstået, at Gundersted er en af de helt store oprykningskandidater i puljen, så det kommer ikke bag på mig, at de har fået gang i pointhøsten. Det var blot et spørgsmål om tid.
Hvem ser du som favorit i opgøret og hvorfor?
- Det bliver det hold, som er mest klar på dagen, der løber med sejren. Jeg tror, de to hold er så jævnbyrdige, at det bliver en tæt kamp, hvor marginaler kan blive afgørende.
Hvad skal der til for, at I kommer tilbage på pointsporet igen?
- Skarpheden i felterne. Vi skaber masser af chancer i hver eneste kamp – vi skal bare blive bedre til at udnytte tilbuddene. Defensivt skal vi spille med større konsekvens, hvilket især bliver afgørende mod et fysisk stærkt Gundersted-hold.