Brønderslev går efter vigtige point i tæt kamp om førstepladsen
Torsdag den 22. maj kl. 19.00 møder Brønderslev IF Team Østvendsyssel i en kamp, der kan få stor betydning for topstriden i Jyllandsserien. Træner Lars Jørgensen forventer et sultent Brønderslev-hold, der er opsat på at rejse sig efter en skuffende indsats i seneste opgør.
– Jeg forventer et Brønderslev-hold, der vil tilbage på sporet efter en mindre god kamp mod KFUM, siger Jørgensen og tilføjer:
– Det er en af de kampe, hvor vi formodes at være favoritter. Dog har vi stor respekt for Team Ø. Vi spiller altid tætte kampe mod dem.
Jørgensen understreger, at kampen kan blive afgørende i forhold til holdets målsætning om at holde sig i toppen af rækken.
Brønderslev IF har lagt en klar strategi for opgøret og vil forsøge at dominere spillet og presse modstanderen højt.
– Vi skal stadig være kloge i vores boldomgang, således at det er dem, der løber efter os, forklarer træneren.
Han forventer dog også, at Team Ø’s træner, Jesper, har forberedt sig grundigt.
– I skrivende stund ligger vi nr. 1 og håber da også, vi gør det efter torsdagens kamp. Vi er dog stadig ramt af skader på vigtige spillere, men det må aldrig blive en undskyldning.
Med både forventning og forsigtig optimisme ser Brønderslev IF frem til en kamp, hvor de håber at kunne fastholde deres placering i toppen.