Billede beskrivelse

Bøde for at smutte for tidligt: Vindblæs B styrker hyggen med unik 45-minutters regel

16. december 2025 kl. 07.02

I Vindblæs Boldklub drives seniorafdelingen af det princip, at det sociale kommer før resultaterne – en filosofi, der har givet klubben en stor medlemsvækst, herunder etableringen af en dameafdeling med to hold. 

Klubben håndhæver en unik 45-minutters regel, der sikrer, at alle bliver og hygger efter træning og kamp for at styrke det tværgående sammenhold.

For netop dét arbejde er klubben nu nomineret til sæsonens klub til Seriesport Awards Efteråret 2025. 

For Vindblæs Boldklub falder nomineringen et godt sted: 

- Det betyder selvfølgelig rigtigt meget, at nogle har nomineret os til denne fornemme pris. Det er et blåstempel af det arbejde, der ydes i klubben som helhed, siger formand Lennart Christensen. 

Vækst på seniorafdelingen

Klubben er særligt stolt af den samling, der er skabt i hele seniorafdelingen, som nu tæller hele fem hold – noget, klubben aldrig før har oplevet.

Væksten skyldes især etableringen af en helt ny dameafdeling.

- Vi har fået en dameafdeling op at stå med to hold fra en ikke eksisterende afdeling tidligere. Derudover har vi på herresiden fastholdt den store tilslutning, hvor vi i 2025 har haft tre hold tilmeldte, fortæller formanden, som oplever, at der er stor opbakning til alle holdene. 

Selv husker han en Serie 3-kamp i Fjerritslev, hvor Vindblæs havde op mod 75 tilskuere med på sidelinjen. 

Billede beskrivelse

Den unikke 45-minutters regel

Vindblæs Boldklub adskiller sig ved at sætte det sociale før resultaterne – et princip, der endda står skrevet på klubhuset. Alle er velkomne uanset niveau, og træningerne foregår samlet for alle hold for at styrke sammenhængskraften.

For at sikre den sociale forankring har klubben indført en utraditionel regel:

- Vi har en 45 minutters regel, som betyder, at hvis man tager hjem, inden der er gået 45 minutter efter træning/kamp, så er der bøde, fortæller formanden. 

Og reglen ser ud til at virke. Indtil videre er effekten i hvert fald, alle bliver og hygger efter træningerne og kampene, beretter formanden. 

Drømmen om mere plads

Klubbens største udfordring er ironisk nok et resultat af deres egen succes. Den store tilslutning har skabt akut pladsmangel i klubfaciliteterne.

- Vores største udfordring pt er, at vi simpelthen ikke har omklædningsrum nok i forhold til, hvor mange hold vi efterhånden har. Så der ender tit med at damer og herrer må deles på skift for også at have plads til udeholdene, siger Lennart Christensen.

Derfor er klubbens største drøm for de kommende 2-3 år helt klar:

- Vi drømmer om ekstra omklædningsrum og eventuelt eget klubhus, da det vil højne det sociale endnu mere end det allerede er, fastslår formanden. 

Synes du, det er Vindblæs Boldklub, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens klub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste