Bisgaard: - Vi glæder os til at måle os mod et topmandskab
Interview med Jan Bisgaard, cheftræner for Flauenskjold IF, før kampen mod IF Skjold Sæby
Hvordan har forberedelserne været op til forårets første kamp, og hvad tager I med fra sidste træningskamp? Hvem mødte I, og hvad blev resultatet
- Forberedelserne har været noget nær optimale. Vi har været mange til træning og der er virkelig blevet gået til den, både i spil og de trælse løb. Vi har spillet nogle gode træningskampe og har fået testet lidt forskellige ting af og spillere på nye positioner, senest med en 4-1 sejr i Bangsbo, hvor vi også fik testet lidt forskelligt af, så fornemmelsen er, at vi er klar til at spille om point og så bliver det spændende at se, hvordan vi står i forhold til de andre hold i puljen.
Flauenskjold havde et svært efterår med kun 8 point. Hvad vil du fokusere på for at sikre en bedre start på foråret?
- Vores energi, reaktioner og lyst til at arbejde for holdet har været topprioritet her i opstarten og så skal vi have vendt den lidt negative spiral, som holdet var inde i her i efteråret. Vi skal være klar til at arbejde stenhårdt i alle 90 minutter og så skal vi kunne kigge hinanden i øjnene efter kampene og sige, at vi i hvert fald har gjort hvad vi kunne.
IF Skjold Sæby sluttede på tredjepladsen i efteråret. Hvordan griber I kampen an mod et så stærkt hold på udebane?
Det er et stærkt hold vi er oppe i mod i premieren og også et hold som jeg ser spille med om de øverste pladser i puljen, så det bliver spændende allerede i første runde at blive matchet godt op. Det kan give os en indikation på hvordan vores sæson kommer til at være og hvilke elemeter i spillet vi skal arbejde med, så vi glæder os.
Hvad ser du som de største udfordringer mod IF Skjold Sæby, og hvordan vil I håndtere dem for at få en god start på sæsonen?
- Sæby plejer at være et godt spillende hold med nogle gode individualister, så det handler om vi holder tålmodighed både i vores offensive og defensive del af spillet. De har fået ny træner siden sidst jeg mødte dem, så det kan også være de har nogle nye ting med i spillet og så er det op til os, at få løst de problemer vi møder i kampen, for der er ingen tvivl om det bliver en hård kamp..