Biersted IF går efter alt i topbrag mod Nørhalne
Søndag den 12. oktober klokken 16.00 fløjtes der op til et vaskeægte topbrag i Serie 3, når IF Fremad Nørhalne tager imod Biersted IF. Kampen bliver kaldt sæsonens vigtigste, da der er direkte oprykning på spil mellem rækkens nummer ét og to.
Biersted IF’s assistenttræner og spiller Jens-Kristian understreger kampens store betydning:
– Resten af kampene er en slags finale for at få den direkte oprykningsplads, og det er klart, at denne kamp mellem nummer ét og to bliver utrolig afgørende for, hvordan stillingen ender.
Jens-Kristian forventer, at kampen ikke kun bliver intens på banen, men også udenfor, hvor lokalfansene spiller en vigtig rolle:
– Jeg er sikker på, der kommer mange tilskuere, som vil være med til at skabe en god og intens stemning som altid til disse lokalopgør.
Om strategien for at få et positivt resultat fortæller Jens-Kristian:
– Vi skal stå godt organiseret på banen og være klar på deres gode omstillinger. Derudover skal vi være duelstærke og løbevillige. Og så skal vi naturligvis være kyniske i begge felter.
Han betegner kampen som altafgørende for holdets ambitionsniveau:
– Kampens vinder kommer til at stå med gode kort på hånden før de sidste par runder, så det er en knald-eller-fald kamp.
Set i lyset af den seneste tids svingende resultater og udfordringer mod Gjøl peger Jens-Kristian på holdets villighed til at hæve niveauet:
– Vores præstationer har været lidt svingende på det sidste, og vi var udfordret mod Gjøl i forrige runde. Der er nogle ting, vi skal forbedre, og så er jeg sikker på, at kampens betydning gør, at alle vil gøre deres ypperste for, at vi får et godt resultat mod Nørhalne.
Der er lagt op til et intenst og nervepirrende opgør, når to lokale rivaler tørner sammen i kampen om oprykning og den prestigefyldte førsteplads.