Bælum havde lært af tidligere fejl mod Terndrup - nu er de 14 stærkeste klar til Skelund IF-kamp
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Danny Jensen fra Bælum/Solbjerg IF
Hvordan vil du beskrive jeres præstation og i sejren over Terndrup IF?
- De blå spillere var i et helt andet mindset, end tilfældet var i det omvendte opgør. Det var tydeligt, at der var noget der skulle revancheres.
Hvis du ser på gameplanen, hvad var så det som lykkede for jer i modsætning til kampen for blot få dage siden mod Terndrup IF
- Belært af vores fejl fra det første opgør mod Terndrup, havde vi lavet lidt taktiske justeringer, samt spottet nogle steder og sekvenser, hvor vi mente vi kunne slå til, og må sige at spillerne fulgte den lagte plan. Vi havde en formodning om at det kunne blive en fysisk affære, med meget duelspil, og på dagen var vi stærkest.
Er der nogle udfordringer I som hold har fokus på, således at I står endnu skarpere til de kommende kampe?
- Man kan vel altid forbedre nogle ting, men i og med at vi kun har en træning inden næste kamp, vil fokus nok ligge på at finpudse de ting vi tror skal bruges i næste runde, og så have fokus på de frikadeller og kartoffelsalat som skal fortæres efter tirsdagens træning.
En ny kamp venter om få dage, hvordan ser det ud på skadesfronten, kan I stille op i stærkeste opstilling?
- Vi stiller som altid op med de 14 stærkeste i Skelund
I vandt sæsonens første opgør med 5-2, betyder det så også du ser jer som favoritter til kampen?
- Åh den er svær, det er jo endnu et lokalopgør, og vi plejer at spille tætte opgør. Den gamle cliche om, at det hold som er parat vinder, passer nok meget godt på dette opgør, men det er klart at tabellen nok giver os favoritrollen. Skelund er dog et hold vi har stor respekt for, så vi går ydmygt og seriøst til opgaven.
Hvordan kan man forvente, I vælger at gribe kampen an og hvad er drømmescenariet for jer til kampen?
- Som altid velforberedte og parate, i det omvendte opgør kom vi bagud 2-0 inden pausen, og det scenarie vil vi ikke gentage. Så det handler meget om at være parat fra start, og at hver enkelt spiller løser sine opgaver individuelt og samlet som hold.