Arden IF måtte se sig klart slået af stærkt Gug-mandskab
Interview med Arnel Becirovic fra Arden IF efter kampen mod Gug
Hvordan vil du sætte ord på kampen og jeres præstation trods det store nederlag?
– Der er ikke så meget godt at sige om den kamp. Vi var der ikke som hold mentalt, og vi leverede ikke en ret god præstation – hverken som hold eller som individer. Vi manglede også nogle spillere og stillede op i en uvant formation, men det er egentlig ikke nogen undskyldning. Vi blev domineret og tabte til et bedre hold.
Hvad var årsagerne til, at kampen endte med et så stort nederlag?
– De nye konstellationer gav noget usikkerhed i starten, og så starter vi ud med at give et mål væk. Så bliver det hurtigt op ad bakke, og de får scoret hurtigt til 2-0. Så bliver det en lang, sej kamp derfra.
Var der noget, I kunne have gjort anderledes for at tage point med hjem?
– Det er svært at sige. Hvis vi kunne have gjort noget anderledes, håber jeg, vi havde gjort det. Jeg kan ikke finde det store frem. Dårlig dag og god modstander – så ender det, som det gør.
Hvordan tager I revanche og holder moralen oppe efter denne kamp?
– Vi rejser os op igen og går efter tre point i næste kamp. Det handler nemlig om ikke at miste moralen. Det har vi gjort vores bedste for at italesætte. Og så er de fleste nogle rutinerede spillere, så jeg tænker, vi nok skal komme op på hesten igen.