Alt står på spil når HVA Sydthy jagter overlevelse med fællesskabet som våben
Håbet om overlevelse lever i bedste velgående hos HVA Sydthy, der med to kampe tilbage stadig selv kan afgøre skæbnen i Serie 1. Derfor sætter vi Spotlight på et hold, der går ydmygt, men målrettet ind til bundbraget mod Mejrup GU – med troen på fællesskabets kraft som det afgørende våben.
Når HVA Sydthy på hjemmebane tager imod Mejrup GU, er det med alt på spil. – Vi går ydmygt til opgaven. Men ikke så ydmygt, at vi ruller den røde løber ud for Mejrup GU. Vi ved, de er stærke, men vi så også sidst, at når vi trykker dem hårdt, så kan der opstå muligheder. Vi skal gå ud med pres, energi og fokus på hver en bold, som om der ligger præmier i den, siger Mads Møller Jensen.
Det seneste møde mellem de to mandskaber endte 1-1, og her fik HVA Sydthy flere vigtige svar at tage med videre.
– Vi lærte, at når vi var dygtige i den første presfase, så havde Mejrup GU det svært. Derudover så vi, at vores fart kunne true dem i omstillingerne. Det skal selvfølgelig være en balancegang, men vi skal bygge videre på de ting, der fungerede, fortæller træneren.
Med kun ét point op til netop Mejrup GU kan kampen blive direkte afgørende for, hvem der overlever.
– Man skal bare kigge på verden for at se, hvad der sker, når folk løber hver deres vej. For os handler det om at stå sammen – både når vi går frem, og når vi skal holde fast i den defensive struktur. Kaos opstår ikke af modstand, det opstår af manglende sammenhold, siger han.
Selvom mange udefra måske ser gæsterne som favoritter, lader Mads Møller Jensen sig ikke mærke af det. –
Mejrup leverede et flot resultat mod Ikast FS, så jeg tror da, folk peger på dem. Det lever vi fint med. Vi skal bare gøre vores hjemmebane til et svært sted at komme – og det synes jeg, vi har været gode til i de foregående kampe. Så lur mig, om det ikke bliver et meget tæt opgør, lyder det.
Men trods tabellen og presset afviser han, at kampen skal spilles i desperationens tegn.
– For os handler det overhovedet ikke om desperation. Det handler om at være fokuseret på den opgave, der venter os. Samtidig skal vi huske, at vi inden sæsonen nok ikke havde troet, at vi med to kampe igen selv kunne afgøre overlevelsen. Vi er kommet hertil, fordi vi har været sindssyg dygtige. Og den følelse skal vi tage med os ind på banen, siger han.
Troen lever, og stemningen i truppen bærer præg af et hold, der stadig tror på missionen.
– Vi går ind til de sidste to kampe med troen på, at det kan lade sig gøre. Vi har bevist, at vi kan matche niveauet i rækken. Vi har haft fokus på at skabe gode oplevelser for hinanden i fællesskab. Hvis vi kan stå efter de sidste to kampe og sige; vi gjorde det sgu – så må det være den bedste oplevelse, vi kunne give hinanden, siger Mads Møller Jensen.
På hjemmebanen i Sydthy venter nu et altafgørende opgør, hvor energi, sammenhold og troen på hinanden kan blive den forskel, der sikrer overlevelse og skriver næste kapitel i klubbens Serie 1-historie.