Alt er på spil når IFN går på jagt efter playoffsucces i aften
Efter en sæson, hvor IFN med stærk offensiv og solid defensiv sikrede sig 2.-pladsen i Serie 3, venter nu en afgørende playoffkamp mod FFI. Derfor sætter vi Spotlight på Kurt Madsen, der går ind til opgøret med selvtillid, tro på eget spil og fokus på at lade holdets form tale for sig selv.
Weekenden bød på en overbevisende 5-0-sejr over Gjøl, og IFN kommer til playoffkampen med både energi og selvtillid.
– Spil til ét mål hele kampen, og 8-0 havde været retvisende, hvor Gjøl vel har én chance hele kampen. Vi blev tanket op positivt såvel mentalt som spillemæssigt, fortæller Madsen.
Modstanderen FFI venter i en kamp, der på mange måder føles som en finale.
– Vi mødte dem i foråret i Serie 2, men har ikke det store kendskab til deres hold her i efteråret. Det er jo en finale om det videre forløb, og finaler afhænger ofte af dagsform og mentalt at være klar. Vi holder fokus på eget spil, og så skulle det gerne række til en sejr, siger han.
Spørgsmålet om favoritværdighed ser Madsen som åbent.
– Da vi begge blev nr. 2 i respektive puljer, er det nok svært at tale om favoritter, men vi er spillemæssigt ovenpå med mange scoringer i denne sæson og kun scoret mod os i tre kampe. Defensivt har vi været meget solide, og det ser jeg gerne fortsætte.
Selvom kampen spilles på kunstgræs 20 kilometer fra IFNs eget anlæg, ser han ikke det som en hindring.
– Det er indirekte hjemmebane, da vi spiller på kunstbane 20 km væk fra vores egen hjemmebane. Vi har ikke lysbane og baneforhold, der kan matche en aftenkamp sidst i oktober måned – sådan er vilkårene. Måske FFI har en lille fordel her, da de jo har kunstbane på deres eget anlæg. Bolden er kugleformet, og vi skal bare vise vores tekniske niveau, så skal det nok give sejren.
Kampen skal gribes an med taktisk fleksibilitet.
– Vi prøvede to forskellige systemer mod Gjøl og forventer at anvende disse afhængig af, hvordan kampen udvikler sig.
Mentalt er der heller ingen tvivl om udgangspunktet.
– Ikke nødvendigt med ni sejre ud af tolv mulige og 48 scoringer, så vi skal bare fortsætte den positive offensive stil, siger Madsen.
IFN går ind til playoffkampen med selvtillid, klarhed og tro på eget koncept – og med ambitionen om at lade både mål og mentalitet vise vejen mod endnu en sejr, når bolden ruller mod FFI.