Billede beskrivelse

Agerbo: Skarpheden manglede til sidst i Doense

31. oktober 2024 kl. 07.03

Interview med Uffe Agerbo fra Støvring IF efter kampen mod DVIF.

Hvordan føltes det at spille en uafgjort kamp, der endte 1-1, i sæsonens sidste opgør?

_ Det er selvfølgelig super ærgerligt, at vi ikke var i stand til at tage det sidste stik i Doense. Nerverne sad udenpå tøjet ved flere af spillerne og en personlig fejl, efter 6 minutter kostede dyrt. Når man giver en spiller som Nicolai Laursen frit løb mod mål, så kender man godt udfaldet…Det er en kamp, hvor der er chancer i begge ender af banen. Efter 66 minutter lykkedes det os at udligne til 1-1. I den periode sad vi godt på spillet og Doense løber også ind i en udvisning. Selvom vi fik sat et fint pres ind her, lykkedes det os ikke at få lavet det afgørende mål. Der var en episode til allersidst, som lignede et straffe spark til os efter et benspænd i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs. som sagt var der chancer til begge mandskaber, så vel egentlig et fair resultat.

Hvordan påvirkede det jer at vide, at DVIF sikrede sig førstepladsen med det resultat?

- Vi gik selvfølgelig efter sejren, men den start vi fik på kampen gjorde naturligvis betingelserne svære. 2. pladsen sad vi også på til allersidst, men målet til SGIF mod Suldrup i overtiden gjorde at vi måtte tage til takke med 3.pladsen. Vi var faktisk meget afklarede efterfølgende og fik en rigtig god snak i omklædningsrummet. Vi ønsker DVIF stort tillykke med 1.pladsen - virkelig en flot bedrift! De har været meget stabile og har således blot tabt en gang i efterårssæsonen. Så fortjent oprykning til dem!

Hvad kunne I have gjort anderledes for at tage sejren og undgå den "ærgelige" tredjeplads?

- Jeg har svært ved at se, hvad vi skulle gøre anderledes. Vores gameplan smuldrede efter DVIFs hurtige føringsmål, alligevel kommer vi stærkt tilbage og mangler blot den sidste skarphed for at tage sejren til sidst. Det var ikke i Doense vi fejlede, men der er nok et par andre kampe i turneringen, hvor vi burde have fået større udbytte. Når skuffelsen har lagt sig, tror jeg ikke vi er så ærgerlige, men i stedet stolte over vores sæson. Vi har været udfordret af skader og afbud, men har alligevel været velspillende igennem hele sæsonen. Mange nye ansigter har vist deres værd på Støvrings førstehold, så en øget konkurrence om pladserne til den nye sæson lover godt.

Hvilke erfaringer tager I med fra denne sæson, trods den skuffende afslutning?

- Der var enighed om, at vi har haft en mere end godkendt sæson, hvor vi fik opfyldt vores målsætning om overlevelse ret tidligt i sæsonen. At vi alligevel har chancen for at spille os op i serie 1 til allersidst er jo bare en ekstra fjer i hatten. Mange unge/nye gutter har grebet chancen og fået nogle gode oplevelser med i rygsækken. Stammen på holdet sammenholdt med nye tilføjelser til truppen giver grobund for noget stort i fremtiden. Jeg er overbevist om, at holdet indenfor det næste års tid vil være at finde i Serie 1. Jeg glæder mig ihvertfald til at følge dem fra tilskuerrækkerne. Jeg ønsker holdet og den nye træner held og lykke med fremtiden!

Kampfakta:

Kamp: DVIF - Støvring IF
Serie & Kreds: Serie 2 Kreds 14
Resultat: 1-1

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste