Afbudsramt Fremad Nørhalne spiller sig tættere på play-off
IF Fremad Nørhalne sikrede sig fredag aften en overbevisende 4-1-sejr over Saltum IF i Serie 3 Pulje 26. Trods fraværet af fire faste spillere i truppen på grund af skader og ferie, er cheftræner for Nørhalne, Kurt Madsen, tilfreds med holdets indsats:
- Med afbud fra fire faste spillere i truppen på grund af skader og ferie, var det flot at se, hvordan hele holdet og truppen var motiveret og vidste, at en sejr var et stort skridt tættere på som minimum en mulig play-off.
Madsen fremhæver blandt andet holdets tilgang og evne til at presse Saltum højt:
- Saltum har dygtige individualister og lægger normalt et højt pres, så vores modsvar var at give dem deres egen medicin og presse dem højt på banen. Det lykkedes for gutterne. Vi overtog generelt spillet, da Saltum tyede til enkeltmandspræstationer, så vi var først på det meste.
Selvom Saltum IF reducerede til 1-1 efter en fejl i forsvaret, viste Nørhalne hurtigt karakter.
- Da Saltum reducerer til 1-1 på et mindre forsvarskiks, viser holdet styrke ved at stå sammen og holde fokus på opgaven og laver hurtigt efter en scoring efter hjørnespark ved Nicklas Reiche efter forarbejde af Andreas Svendsen, som lige vaskede pletten ren, udtaler Madsen.
Resultatet betyder, at IF Fremad Nørhalne tager et vigtigt skridt nærmere play-off.
- Som nævnt var det et rimeligt skridt mod som minimum en mulig play-off, omend der er 15 point at spille om endnu. Men Saltum skal stort set vinde alle deres øvrige kampe, og vi skal tabe tre af de sidste fem kampe. Dog har jeg altid nævnt, at alle kampe er vigtige, og det er pinedød vigtigt at give den gas fortsat, lyder det fra træneren.
Afslutningsvis fremhæver Kurt Madsen den store bredde og sammenholdet i truppen:
- Vi, i Nørhalne, har spillere, som kan træde ind på holdet og erstatte normale startere uden, at det påvirker præstationen. I dagens opgør var vi uden normal keeper og også uden anfører og viceanfører. Samtidig står vores defensiv stadig kompakt og stærkt på trods af et lille kiks i dagens kamp. Yderligere er vores offensiv mere direkte her i efteråret, og mange forskellige byder ind med scoringer.
IF Fremad Nørhalne står dermed styrket frem mod sæsonens afsluttende og afgørende kampe.