Afbud baner vej for nye spillere hos FS Midtthy
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Palle Andersen fra FS Midtthy.
Næste spillerunde banker på døren og I møder i morgen lørdag Skive IK på hjemmebane, er I klar til den opgave og hvad er succeskriteriet for jer?
- Vi er helt klar på tage i mod Skive. Succeskriteriet må absolut være 3 point, det synes jeg ikke der kan herske nogen tvivl om. Så resultatet er, i min optik, det vigtigste i denne kamp.
Hvad er dit kendskab til Skive IK og hvordan vil du beskrive dem som hold?
- Jeg har faktisk ikke det store kendskab til dette Skive hold. Det er efterhånden en del sæsoner siden, at vi har været i pulje sammen, så meget kan have ændret sig siden. Så det eneste jeg kan gå ud fra, er tabellen, hvor vi må sige, at det ser rimeligt jævnbyrdigt ud.
I har fået en blandet sæsonstart med 2 sejre og 3 nederlag, hvilke ord vil du sætte på jeres præstationer indtil nu?
- Helt rigtigt, det har været meget blandet. Jeg vil sige, at ser vi bort fra den seneste kamp mod Nordvest Mors, så har vi fået nogle tilfredsstillende resultater, hvor vi har tabt med ét mål til hhv. HVA Sydthy og Sjørring, som i skrivende stund topper tabellen, foruden vore 2 sejre. Vi skal dog spillemæssigt op på hesten igen og det regner jeg med, at vi kan mod Skive.
Har I en kanin eller to, som I har mulighed for at trække op af hatten til den kommende kamp?
- Vi har faktiske et par afbud til kampen, men det kan bane vej for andre, som har præsteret rigtig godt på vores 2. hold, så en mulige kanin, kan vi måske hive op af hatten. Vi må se. Vi glæder os bare til at tørre nederlaget af os fra i tirsdags og spille på hjemmebane igen!