AASI vil have revanche – og denne gang skal chancerne i kassen
Interview med Valdemar Greve fra AASI før kampen mod KB81
I aften venter KB81 på udebane – hvordan ser du på den opgave?
- Vi glæder os rigtigt meget til den her opgave. Sidste sæson spillede vi en rigtig god kamp på udebane, hvor vi væltede os i store chancer, men var ineffektive. KB81 var rigtig dygtige på de muligheder, som de havde, og straffede os hårdt. Det nederlag vil vi rigtigt gerne se, om ikke vi kan revanchere. Men det bliver ikke let. KB spiller i et højt tempo og er meget fremadrettede. Jeg tror, det bliver en tæt kamp, og det er præcis, som vi godt kunne tænke os det.
Hvem er favorit i kampen – jer eller KB81 – og hvorfor?
- Vi har endnu til gode at slå KB81, så på historikken må de gerne få favoritværdigheden. I det her opgør er favoritværdighed ikke noget, jeg går ret meget op i. Vi ved, det er et godt hold, vi skal møde – men det er vi også.
Hvordan vil I gribe kampen taktisk og mentalt an?
- Vi skal bygge videre på de tendenser, som vi har haft i puljekampene. Vi skal være konsekvente i alt, hvad vi foretager os, og så skal vi være effektive i begge felter. Vi skal spille en balanceret kamp og variere vores spil med og uden bold for at gøre det svært for KB.
Hvad ved du om KB81, og hvordan matcher I dem?
Det er et hold, som gerne vil frem ad banen, og de er ikke blege for at angribe med mange folk ad gangen. Det skal vi straffe defensivt og offensivt. Vi skal være tålmodige i forsvaret og spille direkte og hurtigt, når vi vinder boldene. Når de har tur i den, kan de lave mange mål – det skal vi forsøge at neutralisere.