Aars IK slutter efteråret med storsejr og stærk tro på foråret
HERRE: Aars IK hentede en overbevisende 5-0-sejr på udebane mod Svenstrup-Godthåb IF i Serie 3, da de to mandskaber mødtes lørdag eftermiddag den 25. oktober. Træner Niels, var efter kampen tilfreds med præstationen og roste holdets indsats.
– Vi spiller en rigtig god kamp, hvor vi holder os til gameplanen. Spillerne kan være stolte af deres indsats.
Niels var tilfreds med både resultat og tilgang til kampen:
– Vi vinder 5-0, og planen var egentlig bare at gå ud og score en masse mål – og så håbe, at det ville være nok.
Han fremhævede, at det var afgørende at holde fast i holdets egen tilgang – uanset kampens udvikling:
– Vi holdt os til vores koncept og havde hele tiden fokus på os selv og vores eget spil.
Særligt i kampens pressede perioder var det vigtigt at bevare roen og fastholde strukturen:
– Vi blev ved med at spille på den måde, vi gerne vil, også selvom vi i perioder var presset langt tilbage, da Svenstrup gik højt op. Men det lykkedes os at spille os ud af deres pres.
Sejren rakte ikke til playoff, da Aars IK måtte nøjes med en delt andenplads – og tabte på reglen om flest udebanemål:
– Vi blev delt nummer to i puljen med Øster Hornum, som fik playoff-pladsen, fordi de havde scoret flest udebanemål i vores to opgør.
Ifølge Niels har sæsonens fokus dog hele tiden været på præstationen – ikke placeringen:
– Vi har ikke haft en specifik målsætning, men vi har et klart mål om at gå på banen og gøre en forskel. Spille vores eget spil, holde fokus i alle kampe – og selvfølgelig gå efter sejrene. Så må vi se, hvor det bringer os hen.
Med blikket rettet mod fremtiden konkluderer træneren:
– Vi skal bare blive ved med at tro på det og holde fast i den måde, vi gerne vil spille på. Så skal tingene nok komme til os. Og så må vi se, hvad foråret bringer.
Aars IK kan dermed se tilbage på en stærk kamp og en positiv afslutning på efteråret i Serie 3.