Aalborg KFUM knækker koden til at fastholde ungdomsspillere
Det er en velkendt udfordring for ungdomstrænere landet over: Når 9. klasse slutter, trækker efterskoler og studiebyer i de unge, og fodboldholdene går i opløsning.
For kvindefodbolden er problemet endnu større, da der ikke længere spilles U18-fodbold i DBU-regi.
Det melder Mads Bech, som er holdleder for Serie 2-kvinderne i Aalborg KFUM.
I klubben har man derfor valgt at imødegå denne tendens med en ny, aktiv strategi. Klubben har det sidste halve år fokuseret på at skabe et attraktivt tilbud for de 17-årige piger, der vender tilbage fra efterskole og skal starte i seniorafdelingen.
En nemmere vej til seniorfodbold
Strategien har blandt andet inkluderet tilbud om dobbelt spillercertifikat under efterskoleopholdet, og at samle pigerne til stævner i ferier for at genopfriske de sociale bånd.
Blandt andet til julestævne i Støvring og City Cup hos Aalborg Freja.
- Pigerne mødtes, hyggede, spillede bold og blev mindet om de fede tider fra børne- og ungdomstiden i KFUM, fortæller Mads Bech.
Efter sommerferien samlede klubben et decideret ungsenior-hold, udelukkende for pigerne, med de velkendte trænere fra U17.
Konceptet har været en øjeblikkelig succes. Holdet startede hurtigt med 12 spillere og er siden vokset til 16, med yderligere to på vej.
- Vi har ikke lavet et lukket hold, men vi har lavet en nemmere vej ind på damesenior for de unge piger, som jo kun er 17 år, forklarer Mads Bech.
- Og dermed er vejen banet for forhåbentlig mange flere seniorspillere i kvindeafdelingen i Aalborg KFUM.
Flot debut i Serie 2
Ungsenior-holdet debuterede i Dame Senior Serie 2 og fik en flot 4. plads i puljen med 16 point. Resultatet blev opnået gennem 5 sejre, 4 nederlag og en enkelt uafgjort.
- Målsætningen for holdet har været at få startet op i senior, at kunne stille hold og få nogle gode kampe, siger Bech og tilføjer, at målet er lykkedes til fulde.
- Niveauet har passet os rigtig fint.
Sæsonens højdepunkt var ifølge træneren den dramatiske 6-3 sejr over ærkerivalerne fra Aalborg Freja, som i første omgang havde besejret KFUM-pigerne.
Fleksibilitet er nøglen
Fremadrettet skal fokus være på at udbrede det gode budskab og blive endnu flere.
Men den vigtigste lektie, Mads Bech og klubben har lært, er at udvise fleksibilitet.
- Vi skal blive ved med at 'møde pigerne der, hvor de er', understreger han og uddyber:
- De har vildt travlt med uddannelse, job, fester, kærester og meget mere – så det kan ikke nytte, at vi stiller for mange krav til dem. Vi skal respektere, at når man er en ung pige, så bliver lektierne og jobbet prioriteret over fodbolden. For ellers stopper de med fodbolden.