Aalborg KFUM kæmpede bravt, men måtte se oprykning glippe til sidst
Interview med Kim Pedersen fra Aalborg KFUM efter kampen mod VRI
Hvordan oplevede du topbraget mod VRI, hvor I desværre måtte se jer slået med 2-0?
-En øv kamp, hvor vi snorksov på deres første mål. VRI kom som forventet ud med masser af energi, da de var tvunget til at vinde, og det var ikke meget, vi var på bolden det første kvarter. Men stille og roligt fik vi rystet nerverne af os og fik lidt mere ro på gemytterne. Men bedst som det skete, scorede de uhindret på et hovedstød på hjørnespark.
Føler du I kunne have gjort noget anderledes i kampen mod VRI, og satsede I så meget til sidst, at det var skyld i 2-0-målet til VRI?
- Ikke specielt. Vi var ramt af 3 ferieafbud, som gjorde, at vi måtte bytte lidt rundt med spillere i vores kæder og bruge to spillere, som ikke havde trænet i 5-6 uger. Men det skal vi også kunne klare, da der altid er mange afbud i seriefodbolden. Og ja, vi satsede jo næsten alt til sidst, og igen kan VRI takke deres keeper for deres sejr. For han hev et par pragtredninger frem, da de virkelig var under pres ved stillingen 1-0. Og havde vi fået udlignet, tror jeg også, vi havde vundet, for VRI var meget trætte i 2. halvleg, men de fik lukket kampen til 2-0, da vi kastede alt frem.
Gør det ekstra ondt, at oprykningen glippede på en dag, hvor I faktisk havde muligheden, da Freja satte point til?
- Vi har haft muligheden de sidste mange kampe for at spille os i top 2, så det var ikke kun i dag, at det glippede. Men det gør ekstra ondt på sidste spilledag, når 1 point var nok til en playoffkamp.
Trods skuffelsen – er du enig i, at I som oprykker har leveret en fremragende sæson?
- Drengene har leveret en fremragende sæson. Vi er oprykkere og var inden sæsonstarten henholdsvis 2 og 3 point efter Freja og VRI. Tillige var vi også bedst indbyrdes mod de to oprykningsfavoritter, men desværre fik vi ikke brug for den fordel. Så jo, drengene kan være pavestolt af deres indsats. Det har været meget
lærerigt for dem at være med i JS1, og når skuffelsen er kommet lidt på afstand, er det måske sundt nok, at vi får lidt mere erfaring i den række frem for en helårs DS-turnering.