Aalborg Chang vil slå tilbage efter klart nederlag mod Randers Freja
HERRE: Aalborg Chang blev sendt hjem fra Randers med et klart 5-1-nederlag, men cheftræner Mark Hellerup Knudsen tager selv ansvaret for den skuffende indsats. Nu retter holdet blikket mod lørdagens kamp mod Vejgaard, hvor det velkendte Aalborg Chang-udtryk skal tilbage på banen.
Randers Freja afgjorde reelt kampen allerede i første halvleg, hvor Aalborg Chang var bagud 4-0. Mark Hellerup Knudsen erkender, at han ikke fik sat holdet rigtigt op.
- Randers Freja er et godt hold. Det har jeg sagt, hver gang jeg er blevet spurgt om det. Sammen med Viborg er de rækkens bedste hold. De ligger helt fortjent nummer et og nummer to i rækken. Jeg kan kun se på mig selv og sige, at jeg ikke får sat drengene rigtigt op, og at jeg ikke får lagt den rigtige taktik.
Cheftræneren forsøgte at ændre holdets tilgang til kampen, men planen fik ikke den ønskede effekt.
- Vi forsøgte at gøre noget lidt anderledes, men det lykkedes ikke. Vi var bagud 2-0 efter otte minutter, og den plan, jeg havde lagt for de første ti minutter, var anderledes end normalt. Derfor er det også min skyld, at vi får en dårlig start og dermed en dårlig kamp.
Efter nederlaget vil cheftræneren tilbage til det, der normalt fungerer for Aalborg Chang.
- Vi skal sådan set bare gøre, hvad vi plejer. Jeg har prøvet noget nyt af her, og det lykkedes ikke. Det er min skyld, og det tager jeg på mine skuldre, mens jeg kigger fremad, fortæller Mark Hellerup Knudsen.
Trods nederlaget er Mark Hellerup Knudsen overbevist om, at Aalborg Chang vil slå tilbage på lørdag.
- Jeg er sikker på, at drengene er klar til at stemple ind igen lørdag. Spillerne er fuldstændig fantastiske. Hvis jeg lægger den rigtige plan for de her spillere, vinder vi flere fodboldkampe, end vi taber. Derfor ved jeg også, at vi kommer til at gøre det rigtig godt på lørdag. Vi er et såret dyr, og et såret dyr har det med at slå fra sig.
Mark Hellerup Knudsen forventer, at Aalborg Chang finder sit velkendte udtryk frem igen mod Vejgaard.
- Som alle andre gange, når jeg bliver spurgt om, hvilket udtryk vi kommer med, så kommer vi med Aalborg Chang-udtrykket. Det var første gang i dag, at det ikke var med på banen, og det blev dyrt. Men vi kommer ikke til at tabe to kampe i træk på det her fodboldhold.