Billede beskrivelse

Aalborg B52 går foråret i møde med tro på oprykning

06. marts 2026 kl. 07.03

En trup i bevægelse, en pulje med højere bundniveau og en træner med både selvironi og tyrkertro. Derfor sætter vi Spotlight på Anders Petersen og Aalborg/B52, der går foråret i møde med oprykningsambitioner – men også med krav om ansvar, fokus og færre kaffe-afbud.

Aalborg/B52 er allerede i gang. 

– Vi havde standerhejsning lørdag 24/1. Vi har ikke de vilde traditioner udover hejsning af flag og suppe, som sikkert mange andre klubber, fortæller Anders Petersen.

Opstarten handler om bold og form. 

– Vi vil gerne spille en masse bold og komme i god form. Det er vores mål på træningsbanen. Mine spillere er søde, og de skal nok sørge for den gode stemning både på og udenfor banen.

Socialt venter træningskamp mod et af Fuglebakkens hold med fælles bytur bagefter, der prikkes til en mulig Tysklandstur med kamp og hygge, og landskampe betyder spisning i klubben.

Vinteren har budt på markante afgange – og klare forklaringer. Lasse har fået arbejde, der skal passes. Victor er flyttet tilbage til Viborg med kæresten efter en skadesplaget periode. Flo skal spille med kammerater i Løvvangen. Haris stoppede midt i sidste sæson på grund af børn og hus. Lukas stoppede også midt i sæsonen efter et par kampe på 1. holdet. Elkjær er flyttet til Brønderslev.

Tilgangene er dels rygtebaserede – Lasse fra Grenå, Sebastian og Jacob fra Skive, flere fra Frederikshavn samt spillere fra Vejgaard – og dels bekræftede.

– Tobias er tilbage på træningsbanen. Meget rar udenfor banen, knap så rar på banen. Skadet i knap to år, og bliver en stor forstærkning at få tilbage.
– Krusaa er tilbage efter orlov. Kæmpe betydning både på og udenfor banen. Man kan allerede mærke spillernes humør er steget.

Og så er der træneren selv. 

– Jeg er efter operation snart klar til at træde til igen. Det er uden at sige for meget en gigantisk forstærkning.

Trænerteamet består fortsat af Petersen selv og assistent William. William sørger for at holde snor i mig, når jeg tager forhastede eller mystiske beslutninger. Han er en klubmand. På 2. holdet står Anders Højvang og Nicklas Wriedt.

Puljen vurderes som tæt. 

– Jeg tror vores puljes bundniveau er højere denne gang, hvor sidste sæson var topniveauet højere. Lokalopgøret mod Fjordsiden fylder. – Mere lokalt bliver det ikke, da vi deler klubhus. Vejgaard, AaB, Chang og KFUM nævnes som svære at vurdere, fortæller Anders.

Nøglen ligger i mentaliteten. 

– Jeg har en tyrkertro på mit hold. Er vi klar fra start og kan holde fokus i hele kampen, så tror jeg på vi kommer til at høste mange point. Og så falder der en tydelig markering. 

– Vi skal have tyndet ud i kaffe-afbudene. Spillerne bliver nødt til at føle et ansvar overfor hinanden, udtaler Anders.

Ambitionen er offensiv. 

– Jeg forventer vi spiller med om oprykning. Men den vil jeg også gerne vende med spillerne.

Foråret i Aalborg/B52 bliver et spørgsmål om fokus, fællesskab og forpligtelse. Potentialet er der – men det skal indfries.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste