Aabybro til kamp mod ludomani: Spiller med StopSpillet på trøjerne
I Aabybro IF har man fået nyt spillertøj frem mod den kommende sæson. Og det bliver med et klart budskab, når de gulklædte går på banen.
- I Aabybro IF har vi valgt at tage stilling. Klubben bakker officielt op om initiativet, StopSpillet, der arbejder for at forebygge og hjælpe mennesker med spilafhængighed, siger Jakob Byrialsen Jensen, som er bestyrelsesmedlem i klubben.
Med støtte fra Sparekassen Kronjylland har Aabybro nu fået midler til nyt spillertøj, så budskabet kan blive synligt.
Det betyder, at man fra sæsonen 2026 vil kun se alle klubbens seniorhold spille med StopSpillet på trøjerne.
- En fodboldklub er ikke bare et sted, hvor man spiller kamp i weekenden. Det er et fællesskab, hvor børn og unge bruger mange timer hver uge, og hvor værdier, vaner og rollemodeller formes.
I europæisk topfodbold spiller mange klubber med betting-selskaber på trøjerne. Det gør sig gældende i alle ligaer, fra Premier League til vores egen andedam.
- Betting og spil fylder mere og mere i fodboldens verden og er i dag synligt både i reklamer, sponsorater og på spillertrøjer i store dele af Europa, siger Jakob Jensen.
Der er hjælp er at hente
Beslutningen handler ikke om at pege fingre, men om at sende et signal. I Aabybro IF vil de gerne vise, at fodbold også har – og kan tage - et ansvar uden for banen.
- Sporten samler mennesker og kan påvirke mere, end vi nogle gange tror. Derfor ønsker vi også at bruge vores platform til at skabe opmærksomhed om spilafhængighed og de konsekvenser, det kan have – især for unge.
StopSpillet er Spillemyndighedens hjælpelinje om spilafhængighed. Det er for alle, der har brug for råd og vejledning om ansvarligt spil og ludomani.
Har spil fyldt for meget – enten for dig selv eller en, du kender – kan man få gratis og anonym hjælp fra StopSpillets professionelle og uddannede rådgivere.
- Fodbold er meget mere end mål, resultater og placeringer i en tabel. Det handler først og fremmest om fællesskab, glæde og trivsel på og uden for banen.
- Hvis bare én person stopper op og tænker sig om – eller søger hjælp – så giver indsatsen mening. Hjælp findes, slutter Jakob.