AaBs Jyllandsserie hold har haft en svær sæson – nu skal der findes ny kurs
Interview med Mohamed Agha fra AaB.
Det blev en turbulent sæson for AaBs Jyllandsseriehold, og da støvet nu har lagt sig, lægger træner Mohamed Agha ikke skjul på, at forløbet har været præget af store udfordringer – både sportsligt og organisatorisk.
– Den seneste periode har været præget af betydelige udfordringer. Mange forhold gik desværre imod os, og i visse situationer oplevede vi endda, at der internt ikke var den nødvendige enhed og opbakning til at sikre fremdrift og stabilitet, siger han.
Ifølge Agha var truppens niveau ganske enkelt ikke tilstrækkeligt til at indfri de ambitioner, klubben havde lagt for dagen – og det manglede ikke kun på banen.
– Det er tydeligt, at den trup, vi havde til rådighed, ikke stod mål med det ambitionsniveau, som vi i fællesskab har for AaB. Samtidig manglede vi den strukturelle og kollektive støtte, der skal til for at modstå modgang og bevare retningen under pres.
Han efterlyser, at klubben som helhed sætter tydelige mål og rammer op for, hvad seniorafdelingen skal være – og hvordan den skal fungere.
– Det er min klare vurdering, at vi i denne periode har manglet en strategisk retning, en konkret handlingsplan og et langsigtet mål for, hvad seniorafdelingen skal levere – samt en tydelig definition af, hvordan dette skal ske.
Ifølge Agha har fraværet af en fælles platform og retning været en hæmsko for udviklingen.
– Fraværet af en sådan fælles ramme har gjort det vanskeligt at skabe sammenhæng og kontinuitet. Derfor er det nu afgørende, at vi samler os som klub og genfinder en fælles retning.
Han ser dog fremad med håb – og taknemmelighed.
– Kun gennem tydelige mål, klare strukturer og gensidig tillid kan vi sikre, at AaB’s seniorafdeling igen bliver et stabilt og ambitiøst fundament for fremtidig succes. Jeg vil gerne udtrykke min oprigtige taknemmelighed for det engagement og den indsats, der er blevet lagt i en ellers vanskelig periode. Samtidig ønsker jeg alle i AaB’s seniorafdeling alt det bedste og held og lykke i den videre proces.
Også når det kommer til niveauet i kredsen, er Agha ærlig i sin vurdering: Holdet har været for ustabilt – både fysisk og taktisk.
– Når jeg ser tilbage på vores præstationer i kredsen, må jeg konstatere, at vi ikke har levet op til vores egne minimumskrav – hverken spillemæssigt eller fysisk.
Særligt tempo, organisation og roller har haltet, hvilket betød, at holdet sjældent lykkedes med at tage kontrol over kampene.
– Manglende tempo, struktur og klare roller har medført, at vi sjældent har været i kontrol, selv i kampe hvor modstanden gav os muligheden.
Den fysiske del har ligeledes haltet – og det hænger tæt sammen med, at spillerne ikke har haft et fælles træningsgrundlag.
– Fysisk har vi manglet stabilitet, intensiteten og løbekapaciteten har svinget for meget, og vi har til tider fremstået utilstrækkeligt forberedte – både mentalt og fysisk.
Han forklarer, at truppen ofte var sammensat af spillere fra op til tre forskellige hold, hvilket har hæmmet samspillet.
– En central årsag er, at vi ofte stiller med spillere fra op til tre forskellige hold og forventer, at de fungerer som én samlet enhed uden tilstrækkelig fællestræning. At tro, at et godt taktisk oplæg kan kompensere for manglende samspil, er naivt – især når vi møder andre klubbers førstehold, som er mere sammenspillede.
Selv i en udfordrende sæson er der spillere, som har gjort særligt positivt indtryk – og her peger Agha på to navne.
– Trods en sæson med mange udfordringer har der også været klare lyspunkter. To personer, der især har overrasket positivt og gjort et større indtryk end forventet, er Christian Larsen og Bohdan.
Christian Larsen får ros for at hæve sit niveau og gå forrest – også når modgangen var størst.
– Han har vist stor modenhed, ansvar og kontinuitet i sine præstationer. Han har løftet sit niveau markant og været en af de spillere, der har holdt fast i arbejdsindsatsen – både til træning og i kamp – selv når tingene har været svære. Hans tilgang og tilstedeværelse har haft en smittende effekt på resten af holdet.
Bohdan fremhæves som en spiller, der med energi og mentalitet satte standarden – både på og uden for banen.
– Med stor vilje, energi og en professionel indstilling har han været et forbillede, ikke kun i sin spilleglæde og fysik, men også i måden han har integreret sig på og bidraget til fællesskabet. Han har vist, at engagement og mentalitet betyder mindst lige så meget som teknisk niveau.
Ifølge Agha er de to spillere eksempler på, hvad AaB bør bygge videre på.
– Begge har – på hver deres måde – været eksempler på, hvad alle gerne vil se mere af i seniorafdelingen: stabilitet, ansvar og lyst til at udvikle sig og holdet omkring sig.