4-0 over VHG/GS - nu kan Aabybro selv afgøre oprykningen mod Chang
For Aabybro IF i Serie 2 Kreds 13 nærmer kulminationen sig, og derfor sætter vi Spotlight på træner Kasper Vingaa, der efter en stærk 4-0-sejr ude over VHG/GS står foran en direkte mulighed for at sikre oprykning til Serie 1. Lørdag venter Aalborg Chang i en kamp, hvor en sejr sender Aabybro op efter sommerferien.
Sejren over VHG/GS kom efter en kamp, hvor Aabybro havde stor kontrol på bolden, men først fik hul på bylden efter pausen.
– Vi spiller en rigtig god kamp, hvor vi er meget på bolden stort set hele vejen igennem. I første halvleg får vi skabt en del chancer, men vi får ikke omsat dem til mål, blandt andet fordi VHG/GS’ målmand står en rigtig stærk kamp, fortæller Kasper Vingaa.
I pausen blev der justeret på flere detaljer, og planen var klar: komme aggressivt ud fra anden halvlegs start og jagte det første mål.
– Det lykkes heldigvis, og derefter scorer vi nærmest på alt, hvad vi kommer frem til, siger han.
Dermed har Aabybro skabt sig selv en matchbold i oprykningskampen, men træneren forventer ingen let opgave mod Aalborg Chang.
– Ja, vi kan sikre oprykningen med en sejr, men det bliver bestemt ikke nogen nem opgave. Chang er et rigtig godt hold, så vi skal ramme et højt niveau, understreger Kasper Vingaa.
Forberedelserne frem mod topkampen handler derfor både om taktik og om at sikre, at alle kender deres roller.
– Vi glæder os meget til kampen, men vi bruger også tiden på at forberede os bedst muligt, så vi har den rigtige taktik, og alle spillere er klar over deres opgaver, fortæller han.
Tilgangen bliver samtidig enkel og kompromisløs.
– Vi går ind til kampen med masser af motivation og vil give alt, hvad vi har. Vi ved, hvad der står på spil, og vi er klar til at kæmpe for det, siger Kasper Vingaa.
Truppen ser også stærk ud både fysisk og mentalt efter en række kampe, hvor Aabybro ofte har haft overskuddet i slutfasen.
– Fysisk ser det rigtig godt ud. Det har vi også kunnet se i de seneste kampe, hvor det ofte har været os, der har haft mest energi i slutfasen, forklarer træneren.
Og mentalt er budskabet klart.
– Hele truppen er klar over, hvad vi spiller om på lørdag. Vi er maksimalt klar til en meget spændende kamp, fortæller Kasper Vingaa.
Lørdagens opgør mod Aalborg Chang bliver dermed ikke bare endnu en topkamp i Serie 2 Kreds 13, men en direkte mulighed for at fuldende Aabybros målsætning om en hurtig tilbagevenden til Serie 1