Billede beskrivelse

22 kilo pølser, 16 kasser øl – Skovsgaard sikrede sig oprykning og skrev klubhistorie

20. oktober 2025 kl. 15.31

Der var feststemning, solskin og nervøsitet i luften, da Skovsgaard B sikrede sig oprykningen til Jyllandsserie 1 efter en overbevisende sejr over Aalborg Chang. For formand Niels Sedaka Sørensen var det en dag, han sent vil glemme – og derfor sætter vi Spotlight på Skovsgaard B’s store triumf.

Fra sin post ved øl-salget fulgte Niels Sedaka Sørensen kampen med både stolthed og stigende puls. 

– Det var en sjov kamp at overvære. Jeg havde tjansen i ølssalget, så nerverne kunne holdes lidt i ro, men de sidste 15 minutter måtte jeg op på lægterne, og det gjorde bestemt ikke nerverne bedre. Da vi scorer til 3-0, og dommeren fløjter af, var det en kæmpe forløsning.

Billede beskrivelse

Skovsgaard B kom ikke let fra start, men viste mentalt overskud i en kamp, hvor alt stod på spil. 

– Der var uden tvivl nerver på, men spillerne håndterede dem godt. Vi kunne faktisk være kommet foran ret hurtigt, og man kunne se, at især i første halvleg sad spændingen i benene. Da vi så får hul på bylden til 1-0, forsvandt nerverne, fortæller formanden.

Efter slutfløjtet eksploderede Iver Park i jubel. 

– Den blev fejret som en oprykning skal. Der var omkring 100 tilskuere og spillere samlet i klublokalet bagefter, frivillige pyntede lynhurtigt op, og selvfølgelig blev holdet fejret med champagne og guldkonfetti, lyder det smilende fra Sørensen.

Ambitionerne stoppe

Billede beskrivelse

r dog ikke her. 

– Nu skal vi spille Jyllandsserie 1, og jeg tror på, at holdet kan gøre en rigtig god figur. Jeg forventer ikke, at vi tager næste skridt allerede i første sæson, men skulle vi vise os at være gode nok, så tager vi det også med. Ét step ad gangen, siger han.

Opbakningen til holdet var enorm og blev nærmest symbolet på klubbens sammenhold. 

Kampfakta:

Kamp: Skovsgaard B – Aalborg Chang
Serie & Kreds: Jyllandsserien 2.3
Resultat: 3-0

– Kæmpe, kæmpe opbakning. Aldrig har der været så mange mennesker på Iver Park til en turneringskamp. Vejret var fantastisk, og spillerne kunne tydeligt mærke støtten, fortæller han. Hele 600 tilskuere havde fundet vej til banen, og det kunne mærkes på både stemning og pølsesalg – 22 kilo frankfurter og 16 kasser øl blev langet over disken.

Oprykningen til Jyllandsserie 1 er kulminationen på en sæson, hvor alt gik op i en højere enhed – både på banen og i fællesskabet omkring klubben. For Skovsgaard B er succesen et bevis på, at sammenhold og hårdt arbejde stadig kan flytte bjerge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste