11 mål af Mikkel Andersen og offensive gennembrud satte KHIF på plads
Efteråret i Serie 2 har budt på både løftede præstationer og udviklingspunkter for KHIF. Derfor sætter vi Spotlight på holdet, der med en solid defensiv base, nye profiler og individuelle gennembrud har sikret sig en stærk 3. plads, samtidig med at der er lagt op til forbedringer i foråret.
Slutplaceringen er acceptabel, men træneren ser potentiale til mere.
– Jeg godkender placeringen – men er ikke 100% tilfreds. Vi kan nemt finde de point vi mangler, i personlige fejl og mangel på kynisme i nogle af kampene. Særligt må vi erkende, at vi ikke var skarpe nok i vores indbyrdes opgør mod Lemvig GF. Omvendt har vi kun haft 2,5 uge sammen inden første turneringskamp og med et stramt kampprogram den første måned, så har det handlet om at tage små skridt… en 3. plads er vel i sidste ende OK, fortæller Thomas Thorsen.
Der er dog tydelige områder, hvor holdet kan udvikle sig.
– Vi laver alt for mange personlige fejl og smider bolde væk på kritiske områder. Det skal vi lære af. Vi har haft stort overtag i spillet i mange af kampene, så derfor vil vi naturligvis smide flere bolde. Men det må ikke koste +10 mål i 14 kampe. Det skal vi forbedre, udtaler Thomas Thorsen.
Trods udfordringerne har holdet leveret styrke og sammenhæng.
– En god base. Vi lukker næstfærrest mål ind og spiller generelt nogle gode og kontrollerede kampe. Samtidig har nye spillere løftet målkontoen, efter at vi henover sommeren har mistet bærende spillere – med erfaring fra højere hylder. Faktisk blev 21 ud af de 34 mål scoret af de spillere, så det har helt sikkert været noget der har ligget i baghovedet hos mig. Men drengene har steppet fint op – men vi kan stadig godt score flere mål, beretter Thomas Thorsen.
På det individuelle plan har flere spillere markeret sig.
– Mikkel Andersen laver 11 mål. Han har haft en god sæson, hvor han med rette godt kunne have scoret et par stykker mere. Men han har været farlig og skabt en masse gode offensive situationer for os. Tror på at han kan finde endnu mere frem til foråret, siger Thomas Thorsen.
Træneren fremhæver dog især holdets kollektive indsats.
– Jeg vil helst fremhæve holdet – sådan må det altid være. De har taget godt imod mine ideer, og der har været en god stemning omkring kampe og træning. Skal man fremhæve nogen, så må det være Kristoffer Bruun, som jeg fra kamp 1 har rykket en tak frem. Han har leveret gode præstationer på midtbanen og scorer nogle flotte mål. Emil Lund i buret har også bare været en stærk spiller for os. Han udvikler sig meget de her måneder og vokser med opgaven, tilføjer Thomas Thorsen.
KHIF afsluttede efteråret med solid defensiv, nye profiler og individuelle gennembrud. Foråret venter nu, og det bliver spændende at se, om holdets potentiale kan omsættes til flere sejre, mål og fortsat udvikling i Serie 2.