Seneste nyt
Billede beskrivelse

Strandby-Elling leverer stærk premiere: Nu tror træneren på mere

30. september 2026 kl. 12.00

KVINDE: Der var sommerfugle i maven og spænding at spore hos Strandby-Elling Håndbold inden sæsonens første kamp mod Dronninglund IF. 

Efter kampen var der dog god grund til optimisme ifølge træner Pernille Bastian, der især fremhæver holdets gejst og koncentration som afgørende faktorer.

- Vi var inden kampen ret spændte, og der var flere der klagede over sommerfugle i maven. Den første kamp er altid svær. Vi kendte vores eget niveau, men vi anede ikke, hvor det lå i forhold til Dronninglunds - og i øvrigt heller ikke de andre hold i puljen, fortæller Pernille Bastian og fortsætter:

- Vi kom godt fra start. Havde god gejst og koncentration hele vejen igennem. De ting, vi havde snakket om, at vi gerne ville, lykkedes vi med, og de aftaler, vi lavede, holdt vi.

En af de store succeser var holdets defensive indsats. Et stærkt og tålmodigt forsvar lagde fundamentet for det hurtige spil fremad.

- Vi stod virkelig godt og tålmodigt i vores forsvar. Det gjorde, at vores målmand kunne stå en flot kamp, og vi kunne spille hurtigt op ad banen. 

Også i angrebet var der mange positive takter. Holdet formåede at spille bolden hurtigt op ad banen med få fejl, mens de lange afleveringer til fløjene sad præcist. Ifølge Pernille Bastian vidnede de få fejl generelt om en sikker præstation.

Selvom Strandby-Elling hurtigt bragte sig foran med flere mål, fastholdt holdet både koncentrationen og tempoet gennem hele kampen.

– Jeg er så imponeret over vores koncentration. Vi kom relativt hurtigt foran med en del mål, men alligevel stod vi koncentreret i forsvaret og spillede flot ansgrebs- og kontraspil, siger Træner Pernille Bastian.

Evnen til at fastholde fokus trods det store forspring er noget, Pernille Bastian vil bygge videre på i de kommende kampe. Og efter sæsonpremieren ser træneren lyst på holdets potentiale i Serie 2.

- Hvis vi spiller, som vi gjorde mod Dronninglund, så tror jeg, at vi kan gøre det svært for de fleste hold i Serie 2, afslutter Pernille Bastian.

Dermed fik Strandby-Elling Håndbold den sæsonstart, holdet havde håbet på. Premieren gav ikke blot en stærk præstation, men også en tidlig indikation af, at holdet kan blive svært at stå over for i Serie 2, hvis niveauet fra kampen mod Dronninglund IF kan fastholdes.

Kampfakta

  • Kamp: Dronninglund IF - Strandby-Elling Håndbold
  • Målscore: 16 - 26
  • Serie: Serie 2, pulje 1
  • Kamptidspunkt: 27. september kl. 15:45
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste