Serie 4-hold jagter ny pokalsensation mod Danmarksseriehold
Måbjerg IF, som til dagligt spiller i serie 4, har spillet sig hele vejen frem til syvende runde af pokalturneringen.
De har sendt hold fra både serie 3, serie 2 og Jyllandsserien ud. Nu venter Holstebro B fra Danmarksserien. Dermed venter der Måbjerg IF en opgave, der på papiret ser mere end almindeligt svær ud.
Men Måbjerg har allerede vist, at det, der står på papiret, ikke altid er gældende i fodbold.
Serie 4-holdets træner, Alin Silisteanu, sætter her et par ord på pokalsensationen i Måbjerg. Især sejren over Vildbjerg står som et af de helt store øjeblikke i pokalrejsen.
- De andre troede ikke på os. Det var en kæmpe overraskelse, at vi vandt over Vildbjerg, fortæller træner Alin.
Måbjerg IF ligger på fjerdepladsen i deres serie 4-pulje, men ifølge træneren er der noget særligt over pokalturneringen. Her rammer holdet noget andet.
- Vi bliver et andet hold i pokalen. Vi kan ikke altid koncentrere os om ligaen på samme måde, men i pokalen er det noget andet, siger han.
Alin lægger dog ikke skjul på, at kampen mod Holstebro B bliver en stor mundfuld. Modstanderen kommer fra et helt andet niveau, og derfor handler det for Måbjerg om at være klar fra start og tro på den plan, de lægger.
- Vi tager én kamp ad gangen. Vi kigger på modstanderen inden og laver en plan derefter, siger han.
Det er ikke et Måbjerg-hold med professionelle rammer og masser af fritid, der skal forsøge at skabe endnu en overraskelse. Spillerne, som primært kommer fra Rumænien, passer deres arbejde ved siden af fodbolden, og ifølge Alin arbejder flere af dem ni-ti timer om dagen.
Alligevel er de nået hertil, og forklaringen er egentlig ret simpel.
- Vi spiller med hjertet og viljen, siger han.
I Måbjerg håber man, at kampen kan blive en stor aften for både spillere og klubben. Man håber på stor opbakning, så holdet får de bedst mulige forudsætninger for at spille en god kamp, og måske skabe endnu en sensation.
- Vi håber på mange mennesker. Måske 300-400, siger Alin.
Der bliver naturligvis også disket op med pølser, øl og alt det, der hører sig til, når et serie 4-hold pludselig står foran en af klubbens største pokalkampe i nyere tid. Og så endda i et så lokalt opgør som dette.
Om Måbjerg kan slå endnu et højere rangeret hold ud, vil Alin ikke love.
- Det bliver en vild kamp. Vi vil gøre det bedste, vi kan. Men du må ikke spørge mig om vi vinder endnu, griner han.
Pokalkampen mellem Måbjerg IF og Holstebro B spilles tirsdag d. 16. juni klokken 19.00.