Billede beskrivelse

Martin Krüger roser gejst i SEIF-truppen før start

18. marts 2026 kl. 06.03

Forberedelserne til forårssæsonen i Serie 2 er i fuld gang, og derfor sætter vi Spotlight på Martin Krüger fra SEIF, hvor en anderledes opstart og en sulten trup har sat retningen mod et spændende forår i Serie 2 Kreds 12.

Opstarten har været præget af en klar plan, hvor fysikken blev prioriteret fra start.

– Den har startet rigtig godt. Vi startede med fire uger crossfit for lige at få formen på plads, fortæller Martin Krüger og fortsætter:

– Så har den ellers stået på træning på kunststofbane indtil uge 10, hvor det har været dejligt at komme på eget anlæg igen.

Fremmødet er steget i takt med bedre vejr og mulighed for at træne hjemme.

– Fremmødet er steget en del, efter vejret tillod, at vi kunne komme på eget anlæg. Det har været fedt, og der har virkelig været gang i selve træningen. Intensiteten har været god, og især fokus på, at vi sammen skal gøre hinanden bedre, siger han og tilføjer med et smil:

– Coach er helt stolt.

Vinterpausen har dog også budt på udfordringer i truppen.

– Der er desværre kommet nogle langvarige skader og noget familieforøgelse, som har kostet lidt spillere. Men heldigvis har vi en af vores topscorere på vej tilbage efter en lang pause, fortæller Martin Krüger.

Samtidig er der kommet nye spillere til – særligt blandt de unge.

– Der er kommet en del nye spillere, især i den unge alder. Det er ingen hemmelighed, at det er vi rigtig glade for. Det ser lovende ud, siger SEIF-holdlederen.

I modsætning til mange andre hold har SEIF valgt en anderledes tilgang til træningskampe i opstarten.

– Vi har valgt en anden vej i dette forår og ikke gjort ret meget i træningskampe. Faktisk har vi kun én træningskamp den 21. marts ugen før, det virkelig gælder, forklarer han og fortsætter:

– Men ud fra det, vi har set, synes jeg, vi står rigtig godt, og vi har stadig nogle uger at træne i endnu. Så det ser rigtig lovende ud, hvis vi kan holde os skadefri.

Det er især spillernes tilgang, der har gjort indtryk på Martin.

– Fremmødet og den vilje og gejst, spillerne er kommet med – de ved, at vi sammen skal gøre en forskel. Stor ros herfra, siger Martin Krüger.

SEIF går dermed foråret i møde med en stærk opstart, ny energi i truppen og en klar tro på, at fællesskabet kan løfte holdet, når turneringen fløjtes i gang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste