Danny Jensen vil holde fast trods et benhårdt kampprogram
HERRE: Bælum/Solbjerg IF står over for en af sæsonens store prøver, når ubesejrede IK Rosendal venter i morgen aften. Træner for Bælum/Solbjerg, Danny Jensen, har stor respekt for modstanderen, men han tror samtidig på sejren.
- Der venter et svært opgør mod et af puljens absolut bedste mandskaber, siger Danny Jensen og tilføjer:
- Rosendal har et ungt og særdeles dygtigt mandskab, og de har da også maksimum point efter deres første tre kampe.
For Bælum/Solbjerg handler det om at holde fast i det, der virker.
- Vi skal have en klar gameplan, og vi skal være klar på at investere masser af energi og mod.
Danny er klar over, at holdet skal være tro mod egne principper frem for at ændre for meget på taktikken. Udfordringen er dog, at forberedelserne er begrænsede.
- Vi har et vanvittigt hårdt program med mange kampe på få dage, så det er desværre begrænset hvor meget træning, det bliver til. Det handler mere om at møde op med friske ben hos de udvalgte spillere.
Med en smal trup er rotation nærmest en nødvendighed, selvom det også sætter sine begrænsninger. Danny er ærlig om situationen:
- Der er lidt naturlig rotation i håb om at stille med de mest friske ben. Vores trup er ikke særlig bred, så der vil blive trukket store veksler på udvalgte spillere.
Selvom forudsætningerne er svære, er der stadig tro på, at Bælum/Solbjerg kan give Rosendal noget at tænke over.
- Jeg håber, viljen til at præstere på højeste niveau er til stede, fortæller Danny Jensen og afslutter:
- Vi skal rykke lidt sammen i bussen, vise holdånd og fight, og forhåbentlig give Rosendals unge drenge kamp til stregen.
Det bliver en kamp, hvor vilje og fællesskab skal bære holdet igennem, og den fløjtes i gang onsdag den 26. august klokken 19:00.