Flauenskjold scorede seks og spillede sig tæt på oprykning
Interview med Jan Bisgaard fra Flauenskjold IF efter kampen mod Skagen IK
Hvordan oplevede du kampen i Skagen, hvor I leverede en regulær magtdemonstration?
- Vi leverede på ingen måde en magtdemonstration, for vi spillede ikke vores bedste kamp – men formåede alligevel at score seks mål. Vi kunne sagtens have været bagud med to mål, inden vi fik hul på bylden, men heldigvis var Skagen ikke skarpe i deres aktioner. Da vi fik prikket det første mål ind i slutningen af første halvleg, virkede det som om, luften gik lidt ud af ballonen for Skagen-spillerne. Anden halvleg var langt bedre, og vi fik spillet noget fornuftigt fodbold – uden at være helt oppe at ringe – men det var nok til tre point.
Hvad var det især, der fungerede for jer i begge ender af banen i den vigtige udekamp?
- Jeg synes egentlig ikke, der var noget, der fungerede specielt godt, men det niveau vi havde på dagen, var nok til at holde Skagen på den ene scoring, de fik til sidst i kampen. Det er også en svær mental opgave at møde et hold, man har slået 12-0 i første opgør – for man ved godt, at man ikke behøver være 100 % for at tage sejren, og det kunne godt mærkes på spillerne.
Hvordan var reaktionen i truppen, da det stod klart, at I nu selv kan afgøre oprykningen?
- Der var selvfølgelig god stemning efter kampen, velvidende at det nu ligger i vores egne hænder – hvilket også er sådan, vi gerne vil have det. Nu handler det om at forberede sig bedst muligt til en rigtig spændende kamp i næste weekend.
Hvordan holder I fokus, når I står med alle trumferne på hånden før sidste spillerunde?
- Vi holder benene på jorden og ved, at vi skal ud og spille op til vores bedste for at sikre oprykningen. Vi kommer til at have to gode træningspas – og så skal vi nok stå klar til at gøre alt, hvad vi kan, for at tage det sidste skridt.