Seneste nyt
Billede beskrivelse

Aalborg Chang har revanche til gode, når Vejgaard venter i lokalopgøret

25. august 2026 kl. 08.00

HERRE: Et lokalopgør er sjældent bare endnu en kamp. Det gælder også, når Aalborg Chang møder Vejgaard, for denne gang er der mere end tre point på spil. Efter weekendens nederlag mod Farsø/Ullits handler det for Aalborg Chang-træner Mark Hellerup Knudsen og hans mandskab om revanche.

For at vinde opgøret mener Hellerup, at holdet først og fremmest skal stå stærkt defensivt og få mere gang i afslutningsspillet.

- Vi skal lykkes med at forsvare vores mål godt, og så skal vi lykkes med at få mere gang i det afslutningsspil, som vi havde rigtig godt gang i i forårssæsonen.

Weekendens kamp mod Farsø/Ullits blev mere forceret, end Hellerup havde ønsket, og nu håber han på et andet kampbillede mod Vejgaard.

- I fodbold handler det om at følge kampens udvikling. Og i de perioder i weekenden, hvor vi skulle stå imod, lykkedes vi ikke helt med det, og det gjorde, at vores spil blev mere forceret. Og det betyder jo, at vi satser på, at kampbilledet vil være et andet mod Vejgaard. Tempo, fart og angrebsspil skal true Vejgaard fra start til slut.

Hellerup ved, hvad der venter, når Aalborg Chang møder Vejgaard, men fokus er fortsat på, hvad hans eget hold skal levere.

- Vi har studeret Vejgaard. Vi ved, hvad de kan. Vi ved, hvad de ikke kan. Men vigtigst af alt handler det om at få bragt den energi og det udtryk på banen, som vi ønsker af vores drenge. Og så satser vi på, at det er nok.

På Provstejorden venter der ifølge Hellerup en særlig oplevelse, når spillerne træder ind på banen i Aalborg Chang-trøjer.

- Når man som fodboldspiller går på banen på Provstejorden, så er det magisk. Spillerne ved, hvilket logo de bærer, og de ved, at de repræsenterer en fantastisk klub.

Og Hellerup forventer ikke, at spillerne kommer til at holde igen, når først lokalopgøret fløjtes i gang.

- Jeg behøver ikke at fokusere så meget på, hvad publikum kommer til at opleve. De kommer til at opleve det samme som altid. Et hold, der vil brække deres ben for at vinde.

Kampfakta

  • Kamp: Aalborg Chang - Vejgaard B
  • Serie: Jyllandsserien 2, Pulje 3
  • Kamptidspunkt: 25. august kl. 18:30
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste