200 kampe bekræfter Sebbelins status som Bælum/Solbjerg IF ildsjæl
Efteråret har markeret en milepæl for Sebbelin, der rundede kamp nummer 200 på sidelinjen for Bælum/Solbjerg IF. Derfor sætter vi Spotlight på ham og hans engagement i klubben, hvor tid, passion og dedikation har skabt et fundament, der rækker langt ud over banen.
– Det betyder meget, 200 er mange kampe og timer der ligger bag. For mig er 200 første store milepæl, da jeg har været med på sidelinjen i både serie 6, 5, 4, 3, 2 og 1, fortæller Sebbelin. Han tilføjer, at det har betydet meget at få lov til at opleve så mange flotte arenaer i både Nord- og Østjylland og følge de mange klubhistorier undervejs.
Hans rolle i Bælum/Solbjerg IF har udviklet sig gennem årene, hvor han blandt andet har været presseansvarlig, taget billeder, skrevet kampreferater og hjulpet med diverse opgaver:
– Min rolle i klubben har været stor. Jeg har igennem min rolle som presseansvarlig været et billede for klubben udadtil. Folk har set mig på de mange stadions, igennem billeder og via de interviews, jeg har lavet for klubben. Jeg har også i en kort periode hjulpet med at finde kampsponsorer. Jeg begynder selv at opleve, at dommere og klubmedlemmer fra andre klubber genkender mig i bybilledet. Når jeg siger “jeg er tilknyttet Bælum/Solbjerg IF”, hører jeg tit “årh jaa, det er dig der skriver og tager billeder for dem”. Jeg hører børn sige til deres forældre: “Faaar, er det der ikke ham fotografen?” Det er en rolle, jeg har det godt med at være i, for på den måde kan jeg møde mange mennesker til de mange sportsevents.
Engagementet udspringer af en dyb tilknytning til klubben:
– Det er min barndomsklub, hvor min egen aktive fodboldkarriere startede tilbage i februar 1996 i en træningskamp imod Kongerslev, hvor vi vinder 5-3. Jeg har altid godt kunnet lide at gøre frivillig aktivitet og gerne ville hjælpe klubben, hvor der er behov. For mig er BSI min klub og vil altid være det. Det er mit hjemland, som jeg i sjov ynder at kalde det. Når nu jeg ikke kan spille mere grundet rygskade, kan jeg bidrage til fællesskabet på den her måde, hvor jeg har været med siden august 2019.
Sebbelin beskriver, hvordan hans tilknytning til klubben også har fulgt ham gennem barndommen:
– Jeg har solgt lodder til vores tombola som barn, når det var idrætsuge. Jeg har hjulpet førsteholdet som holdleder i flere sammenhænge både omkring det daværende førstehold og til idrætsugen, hvor jeg bad mine forældre om aldrig at planlægge ferie, for der skulle jeg være på Bælum stadion. Det er klubben, jeg vendte tilbage til. Selv om jeg har været ungdomstræner i Skørping, holder jeg aldrig med Frem Skørping IF, når de mødte Bælum – der stod jeg sammen med Bælum’s tilskuere.
For Sebbelin fylder BSI meget i både hans eget og familiens liv:
– Klubben har betydet meget for mig, allerede dagen før kamp lægger jeg min BSI-trøje frem på stolen, så den er klar til at blive taget på inden jeg går ud af mit soveværelse. Nogen ville kalde mig skør, men for mig har det været min vej – min bedste interesse. Min families relation til BSI er vist igennem mig. Min far var sponsor en del år, da han drev virksomhed i Bælum. Ellers er det, når jeg deler min interesse. Som min kære søster, Nikoline, sagde en dag: “Man kan mærke på dig, når det er gået godt for Bælum, for så snakker du mere.”
Når han ser tilbage på sin tid i BSI, fremhæver Sebbelin ét minde som ekstraordinært:
– Min klart største oplevelse i BSI var en udekamp i Serie 3, hvor holdet var pisket til sejr og samtidig afhængig af andre resultater, hvis vi skulle overleve. Vi var bagud 3 gange og med 2 direkte røde kort var vi max presset. Vi udlignede til 3-3 efter 84 minutter, ovenikøbet med endnu et gult kort, så de sidste 6 minutter plus det løse var vi 3 mand i undertal. Alligevel fik vi det vendt og scoret det forløsende mål til 3-4 i det 95. minut. Det blev til en jubilæumsscene, der gjorde mig så glad, at jeg fik kastet alle mine noter ud i hæggen og samtidig fik et riv i baglåret. Som jeg plejer at sige ude i byen, den kamp kan ikke altid beskrives, den skulle opleves!
Fremadrettet har Sebbelin klare mål for sit engagement:
– Jeg har en målsætning om at nå minimum 50 kampe på kalenderåret, så jeg kan bygge videre på min egen kamprekord for klubben. Min drøm er at nå 500 kampe i alt.
Udover kampene og det praktiske arbejde giver Sebbelin et ærligt indblik i, hvem han er:
– Jeg er Sebbelin på 37 somre, opvokset i Bælum, hvor jeg har gået på Bælum skole med et par af førsteholdsspillerne. Jeg har selv spillet ungdomsfodbold i klubben, inden jeg tog på efterskole. Jeg går meget op i serie-fodbold og ser mange kampe i og omkring Aalborg. Jeg er uddannet salgsassistent og har været inden for detailhandel i godt 10 år. Jeg er åben og meget snaksalig, kan omgås mange mennesker på samme tid, men kan også godt lide mit eget selskab. Jeg fortæller gerne til nye folk omkring det at være frivillig i foreningslivet og hvad det giver mig.
Med 200 kampe på sidelinjen, en dyb kærlighed til klubben og et ukueligt engagement, står Sebbelin som et lysende eksempel på, hvordan passion, tid og dedikation kan forme både klub og fællesskab.