Billede beskrivelse
Sport

Tuncay Demirel reflekterer over NfB-kamp

06. marts 2024 kl. 12.30

Interview med Tuncay Demirel fra Aalborg KFUM

Træningskamp - modstander: NFB (Danmarksserien)
Dato: Lørdag 2/3
Resultat: 4-1
Målscorer i træningskampen: Oscar Haaning

Når du ser på jeres kamp over 90 minutter, føler du så det var et retfærdigt resultat 

- Nej, 4-1 giver absolut ikke det fulde billede af kampen. Vi laver tre kæmpe kiks i upressede situationer og forærer dem derved tre af deres fire mål. Men det er sådanne ting som indimellem sker, men dem skal vi have elimineret asap.

Hvilke ord vil du sætte på jeres præstation og føler du, at I viste den fornødne "sult" og hvordan er du tilfreds med måden hvorpå I fulgte jeres taktiske oplæg?

- Vi starter kampen meget nervøst og NFB var gode til at spille i trekanter omkring vores spillere og vi havde lidt svært ved at finde fodfæste de første 15-20 minutter. Målet de får foræret til 1-0 gav ydermere lidt frustrationer hos spillerne på det mentale plan og det tog desværre det meste af 1. halvleg, før det fandt sit leje igen. Generelt var der lidt panik både på og udenfor banen i 1. halvleg på vores hold, og det var tydeligt at det var lang tid siden, vi havde løbet så meget efter bolden og ikke kunne få vores eget spil til at fungere. Uden dog at NFB kom frem til de helt store chancer i den fase og det blev bedre mod slutningen af 1. halvleg. I pausen fik vi talt om tingene og justeret på nogle ting, som heldigvis gjorde at vi var markant bedre i 2. halvleg og NFB havde vel kun de to skud på mål, som de scorede på, og som vi hjalp dem godt på vej med. Vi havde vel selv 6-8 forsøg til at få lavet nogle flere mål. Men det lykkedes desværre ikke, men vi tager den gode 2. halvleg med i det videre forløb.

Hvilke positive og negative elementer kan I tage med jer fra kampen?

- Det positive var at vi fik justeret på tingene i halvlegen og at vi har mange redskaber i værktøjskassen. Normalvis får det negative ikke så megen fokus, men fra denne kamp skal vi ikke negligere de udfald vi fik i 1. halvleg. Vi skal være bedre til at tackle den modgang vi vil støde på og bakke hinanden op og ikke pege fingre, af de personer som laver fejl og som altid vil opstå i kampene. Vi er et meget ungt hold, men uanset alderen så skal vi rykke sammen i bussen, både i med og i modgang. Vi vinder som et HOLD og taber også som et HOLD og der var også håndslag på efter kampen, at fremover går vi gennem ild og vand for hinanden.

Hvordan vurderer du jeres nuværende status efter denne træningskamp med henblik på at være klar til sæsonstarten, både med hensyn til kondition, taktik og spillestil?

- Vi har i skrivende stund stadigvæk en måned til sæsonstarten og der er fortsat ting, som der skal arbejdes med. Vores status er uforandret efter dette nederlag, da vi mødte et godt hold og som spiller to rækker over os og vi havde forinden vundet vores to første træningskampe over Løgstør og Vejgaard. Så ingen panik fordi man taber en fodboldkamp og et nederlag kan også været sundt, hvis man tager ved lære af det. Vi er ikke i topform endnu, men det er heller ikke planen så tidligt, da vi skal træne og spille os i form hen ad vejen. Taktik og spillestil kigger vi også fortsat på, da det også afhænger af hvilken trup vi står tilbage med, når vi om et par uger forhåbentligt har alle mand tilbage efter skader og ferie.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste