Serie 2 bliver tæt – men ét hold vil stikke af til sidst
Interview med Nikolaj Juul fra Asaa/Hjallerup.
Hvor ser du holdets største styrke sammenlignet med jeres konkurrenter?
- Toppen ser meget jævnbyrdig ud. Jeg er overbevist om, at Brønderslev kommer med masser af energi til foråret, især med deres tilgang af spillere fra et højere niveau. Nørhalne var formentlig puljens bedste hold på dagen sidste år, og de bliver også en stærk konkurrent. Hirtshals er en ubekendt faktor, men de må have ambitioner om at spille i Serie 1 efter sommer.
Jeg forventer en tæt konkurrence, men tror, at ét hold vil stikke af fra de andre med et par kampe igen.
Hvilken spiller i truppen ser du som en potentiel afgørende faktor i foråret?
- Jeg har aldrig været bleg for at pege på spillere og være ærlig. Rasmus Højer bliver en nøglespiller med stort N, men det kræver, at hele truppen er klar hver gang – både til træning og kamp.
Vi har en smal trup, så skader og afbud skal undgås for enhver pris. Når jeg hører, hvor mange spillere mine kollegaer har til rådighed, kan vi godt kalde os en lille trup. Men som jeg har sagt før – det må aldrig blive en undskyldning.
Hvad er jeres målsætning for forårssæsonen – og hvilke delmål har I sat jer?
-Vi stræber efter en top-2 placering. Derudover har vi et delmål om at indkassere færre end 14 mål i løbet af sæsonen.