IF Skørping Frem sikrer sig en plads i Serie 3 efter sommerferien
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Peter Thorgaard fra IF Skørping Frem.
I ender sæsonen som nummer 1 i Serie 4, hvilke ord vil du sætte på jeres sæson overordnet set?
- Det har været en fantastisk sæson for Skørping IF Frem. Skørping var senest i Serie 3 i foråret 2021, hvorefter Skørpings Herre Senior hold desværre gik i opløsning. Klubben startede forfra i Serie 6 fra efteråret 2021, og det er derfor en imponerende bedrift af alle i klubben, at Skørping fra den kommende efterårssæson nu er repræsenteret i Serie 3 og i Serie 4, da vores Serie 5 hold også sikrede sig oprykning.
Før sæsonen blev skudt i gang, hvad var jeres målsætning så foråret 2023?
- Efter en yderst tæt Serie 4 sæson i efteråret 2022, hvor holdet dengang var et mulehår for at rykke op i Serie 3, var målsætningen naturligvis oprykning i denne forårssæson, og helst via 1. pladsen, så vi kunne undgå de 2 playoff kampe. Vi har mange unge spillere, der bliver studenter i år, og 2 ekstra kampe kunne blive en udfordring ift. de mange studenterfester blandt spillerne.
Det er altid let at være bagklog, men hvad ville du hvis muligt, gerne have gjort anderledes og hvorfor?
- Nu hvor champagne tågerne knap nok er lettet og forsvundet, er det nok for tidligt at vurdere på, om vi kunne have gjort noget anderledes? Det er svært at være utilfreds med 13 sejre ud af 14 mulige og med et målsnit på over 4 mål pr. kamp og kun 11 mål scoret på vores keeper. Vi har stået skarpt gennem hele sæsonen, og i slutningen af sæsonen viste vores 2. hold også klassen i oprykningsspillet i Serie 5.
Hvordan har niveauet overordnet været i jeres kreds og er du positivt eller negativt overrasket over det?
- Ligesom i efteråret 2022 har der været en klar top og bund i vores pulje. Vi har haft nogle fine spændende kampe mod Visborg (der skal spille playoff) og Hadsund, mens niveauet nok har været en smule lavere for resten af holdene i puljen. Vi har spillet vores bedste kampe, når vi har mødt de stærke modstandere, så vi ser frem til udfordringen i Serie 3, hvor der ikke vil være nogen nemme kampe, og hvor vi skal være klar fra starten af i alle kampene.