Billede beskrivelse
Sport

HVA Sydthy triumferer med 3-1 over Lemvig GF

10. marts 2024 kl. 11.00

Interview med Aleksander Søgaard fra HVA Sydthy.

Træningskamp - modstander: HVA Sydthy - Lemvig GF
Dato: 24/02
Resultat: HVA Sydthy 3 - 1 Lemvig GF
Målscorer i træningskampen: Jonas Bojesen x3

Når du ser på jeres kamp over 90 minutter, føler du så det var et retfærdigt resultat?

- Jeg føler kampens resultat viser et retvisende billede af kampen. Vi spillede 3 halvlege af 30 minutter, hvor vi spillede sprudlende angrebsfodbold i den første periode. Der var tempo og aggressivitet hele vejen rundt, og vi kunne derfor også gå fortjent til pause med 1-0. I de næste 30 minutter var kampen mere jævn, Lemvig var mest på bolden, men samtidig stod vi stærkt i organisationen og skabte også vores chancer, hvilket førte til at Jonas Bojesen kunne fordoble vores føring. I 3. halvleg skifter de Rasmus Weibel på banen, og hurtigt kunne man se hans egenskaber, selvom han netop er vendt tilbage efter en længere skadespause. Lemvig sad på spillet, og vi pakkede os lidt ned, for at forsvare vores føring, mens vi samtidig lukrerede på omstillinger. Det bar præg af, at Jonas Bojesen kunne fuldende sit hattrick med ca. 15 minutter tilbage. Selvom Benjamin Kjer stod en forrygende kamp for os, kunne vi ikke modstå Lemvigs hårde pres til ende, og de fik en reducering, som blev slutresultatet 3-1.

Hvilke ord vil du sætte på jeres præstation og føler du, at I viste den fornødne ”sult” og hvordan er du tilfreds med måden hvorpå I fulgte jeres taktiske oplæg?

- Vi havde 4 debutanter fra start, og de bidrog hver og en med stor vilje og gejst. Sammen med resten af holdet, var de med til, at vi især i første periode fulgte det taktiske oplæg fra træner Michael Brandt til punkt og prikke. Samtidig vidste vi hvor stærke Lemvig var, hvilket gjorde at vi ikke kunne holde vores pres i 90 minutter. Vi er ikke tilfredse med måden vi spillede 3 halvleg på, så det må være et fokusområde, at vi kan spille flot, men samtidig organiseret fodbold hele kampen. I sidste ende fik vi et resultat som vi er meget tilfredse med, så det kan vi arbejde positivt med.

Hvilke positive og negative elementer kan I tage med jer fra kampen?

- Det må siges at være positivt, at vi slår et stærkt Lemvig hold, som må ses at være en af forhåndsfavoritterne til top 2 i puljen. Derudover er vi utrolig glade for, at se både nye og allerede etablerede spillere på holdet, arbejde så hårdt for hinanden, hvor et godt holdånd mellem spillerne hjælper til at bygge på. Negativt må som nævnt tidligere være vores 3. periode i kampen, hvor Lemvig var klart bedst, og vi løb meget efter bolden. Men vi spiller 1-1 i denne periode, så i sidste ende kan vi også se positivt på, at vi kan være farlige i alle 90 minutter.

Hvordan vurderer du jeres nuværende status efter denne træningskamp med henblik på at være klar til sæsonstarten, både med hensyn til kondition, taktik og spillestil?

- Vi tager fra kampen med en masse gode ting og områder vi er tilfredse med, samtidig med at vi kan arbejde på nogle ting, så må det siges at være en mere end godkendt første kamp. Lemvig pressede os hårdt og gav en tæt kamp, hvilket gjorde at vi i perioder ikke kunne spille det spil vi ønskede, men måtte tænke i andre baner. Hvad der angår formen, stod vi fint, som må være grundet vores tidlige opstart, dog manglede vi lige i de sidste 10 minutter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste