Billede beskrivelse
Sport

BSI ramte ikke dagen mod Gug

11. september 2024 kl. 16.31

Interview med Danny Jensen fra BSI efter kampen mod Gug.

Hvad mener du var årsagen til, at I ikke kunne få mere ud af kampen mod Gug?

-Åh der var flere forklaringer på det faktum, men den væsentligste årsag var, at vores modstander spillede en god kamp, og havde lige så store muligheder som os selv for at hive alle 3 point i land. Vi havde måske et lille overtag i første halvleg, hvor topscorer Nicolai Danmark Sørensen bragte os foran 1-0, og desuden havde vi en friløber som ikke blev udnyttet. I anden halvleg udlignede Gug hurtigt, og havde desuden et friskt langskud som vores målmand flot fik reddet, så uafgjort var vist et logisk resultat efter kampens forløb. Stort cadeau til Gug for at gå friskt til sagen, og som sagt kunne de ligeså godt have vundet som vi kunne.

Hvordan vurderer du holdets indsats og spil i en kamp, hvor forventningerne var høje?

- Forventningerne var såmænd ikke højere til denne kamp end de øvrige vi har spillet, vi var godt klar over at Gug holdet indeholder mere kvalitet end deres pointhøst antyder, vi ramte blot ikke dagen, og leverede efterårets svageste indsats.

Hvad kunne have været gjort anderledes for at sikre de tre point?

- Vi var på dagen temmelig ramte af afbud, hvilket selvfølgelig kan have spillet ind på at spillet blev lidt usammenhængende, men afløserne gjorde det fint, og vi burde have fundet mere flow i spillet, samt skabt noget mere offensivt.

Hvordan påvirker dette resultat jeres tilgang til de kommende kampe?

- Det ændrer intet på vores tilgang, det er en jævnbyrdig kreds, hvor alle kan tage point fra alle, så det handler om at være klar på kampdagen.

Kampfakta:

Kamp: Gug - BSI
Serie & Kreds: Serie 2 Kreds 14
Resultat: 1-1

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste