Aalborg Studenternes Idrætsforening, AASI, er en sportsforening der henvender sig til de mange studerende i Aalborg, hvorfor størstedelen af vores 350 medlemmer er studerende på videregående uddannelser hos AAU og UCN. Dog er det ikke et krav, at du som medlem skal være studerende, hvorfor alle er velkomne i foreningen.
Hovedformålet med vores forening er at tilbyde forskellige sportsgrene til studievenlige priser og derved muliggøre en sjov og aktiv hverdag for de studerende i Aalborg.
Foreningen lægger i høj grad vægt på at være et pusterum for de studerende i en travl hverdag; ikke alene igennem sporten men også ved at få de studerende inddraget i et fællesskab. Et fællesskab som de studerende i høj grad selv er medskabere af i de forskellige afdelinger, men samtidig også et fællesskab, som foreningen plejer ved at afholde tre årlige arrangementer på tværs af alle seks afdelinger.
Klubben holder til ved Domen i det sydøstlige Aalborg.