Vilje var nøglen til Aalborg Freja sejr
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med træner Christian Pedersen fra Aalborg Freja.
Hvordan evaluerer du holdets præstation i kampen mod Aalborg Freja?
- Fantastisk præstation over hele linjen. Vilje blev nøglen til 3 point. Jeg synes vi arbejdede benhårdt hele kampen igennem, hvilket vi vidste var nødvendigt mod et stærkt og selvtillidsfyldt IFN hold.
Hvad var nøglen til jeres sejr over et hold med maksimumpoint?
- Vi vidste godt, at vi var nødt til at være fuld koncentreret hele kampen igennem, og at vilje ville blive nøglen. Samtidig synes jeg alle 14 mand gav alt de havde i duellerne og opbakningerne, og det var med til at give os 3 vigtige point.
Hvordan lykkedes det jer at overraske IFN, som angiveligt havde favoritrollen?
- Jeg synes det var en lige kamp med chancer i begge ender. Jeg synes vi havde det utrolig svært i 1. Halvleg, hvor IFN var gode til at finde rum centralt, og var gode til at straffe os på vores opspilsfejl. Og de kunne også sagtens have bragt sig foran kort før pausen. Vi får snakket tingene godt igennem i pausen og lavet et par taktiske justeringer, og det gjorde os langt bedre i 2. Halvleg, og gjorde det svære for IFN. De har dog en kæmpe chance i starten af 2. Halvleg hvor vores målmand har en fantastisk redning, men vi får lukket godt af centralt, og det virkede til at IFN manglede en plan B. Vi får scoret to flotte mål inden de får reduceret på et straffespark. Men alt i alt en dejlig sejr i en lige kamp set over 90 minutter.
Kan du beskrive IFNs præstation i kampen?
- IFN er klart det bedste hold vi har mødt i sæsonen indtil videre, og det virker fuldt fortjent at de fører rækken. De har et godt hold og nogle dygtige boldspillere. De forsøger at spille fodbold og er langt hen af vejen dygtige til det, men heldigvis for os ramte de ikke dagen på deres afslutninger. Sejren for os var fantastisk, da vi blev de første til at ødelægge deres stime. Bliver spændende at se om de hurtigt kan finde tilbage eller om nederlaget kommer til at have en negativ effekt på en ellers flot start for dem. Men jeg forventer og tror på, at de i sidste ende tager 1. Pladsen.