Billede beskrivelse

Vikinger med sjæl og sammenhold

01. august 2023 kl. 07.44

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Marlene Frandsen fra Als B.

Hvad er den mest skøre eller unikke tradition i jeres klub, som I altid holder fast i? Kan du give os nogle sjove detaljer om, hvordan den tradition opstod.

- Vi har vores KVIK-avis. Det er en ældgammel og stolt tradition.. Vi har en ægte Viking, Mette Ibsen, i byen der har gemte eksemplarer tilbage til 1965. KVIK-avisen er en avis der læses op til vores årlige afslutningsfest på Als Kro. Avisen indeholder sjove anekdoter og pinlige episoder om spillerne, trænere, frivillige og andre skønne Vikinger, som har dummet sig i det forgangne år.

Hvad er den mest spøjse eller usædvanlige strategi, I har brugt for at nå et mål som klub og hvordan opstod denne?

- Der er helt sikkert været en del sjove ting der er sket i klubben tidligere for at opnå et mål. Men i nyere tid, faktisk i år, fik vi lys på vores kampbane. Ideen opstod over 2 øl til en hjemmekamp. Ca 1 år efter har vi nu vi 6 store lysmaster, som indrammer vores flotte kampbane. Strategien var at alle midler sku indsamles via fonde. Og det blev de ved hjælp af 2 frivillige.

Hvad er jeres vision for klubben for fremtiden? Hvordan ser I klubben ud om 5 år, og hvilke elementer vil I gerne tilføje for at gøre jeres klub endnu mere unik?

- Vores vision for klubben i fremtiden er helt klart at gøre endnu mere for vores spillere. Inddrage dem noget mere i beslutninger. Vi skal i gang med en større renovering af klubhus og omklædningsrum. Der skal spillerne på banen med deres ønsker. Vi vil gerne gøre omklædningsrummene mere attraktive for spillerne, så de indbyder til endnu mere hygge i 3. halvleg. Vores omklædningsrum skal gøres unikke og moderniseres, så de især tilpasses de yngre senior spillere. Hvordan vi ser klubben om 5 år: Helt klart en fortsat stor senior afd. Lige nu har vi 4 hold på herre siden og 2 damehold. Det har vi også om 5 år!! Men der skal kæmpes for det. Næste år kan klubben fejre 120 års-jubilæum – og det skal fejres!!

Hvad er den sjoveste anekdote eller begivenhed, der har fundet sted i klubben? Fortæl os gerne detaljerne og hvad der gjorde det så mindeværdigt og underholdende.

- Vi har vores helt egen Viking sang, som vi er MEGA STOLTE af. Sangen er lavet på melodien ”Snart er du mere end 17 år”. Alle i og omkring klubben, kan naturligvis sangen, og nye spillere skal, til årets afslutningsfest, op at synge den for resten. De har den med på print – men fremover SKAL den kan synges udenad. De må øve sig:0). Den bliver sunget i klubben efter sejre, til vores idrætsuge og ja endda også til private fester i byen, for der er næsten altid en Viking med.0)

Hvad er jeres vigtigste værdi som klub og der adskiller jer fra andre fodboldklubber?

- Vores vigtigste værdi’er er sammenhold og Viking’s traditioner. Det adskiller sig nok ikke så meget fra andre klubber, men SAMMENHOLDET er unikt i klubben. Alle hold hjælper hinanden. Selvom vi har hold i både serie 3, 5 og Old Boys bliver der hygget sammen i 3. halvleg. Også sammen med vores skønne damehold, hvor de sammen med herreholdene har en fast tradition med aktivitets/hygge dage. Sammenholdet viser sig også udenfor banen. Vi har altid stor opbakning fra byens borgere til vores kampe og til vores årlige idrætsuge i uge 32. En gang Viking – altid Viking. Og det kan vi også se fra ”de gamle” spillere og trænere. De har alle stadig et rødt/hvidt hjerte, der banker for klubben. Mange af de spillere vi har, har spillet i klubben i mange år, og deres forældre eller bedsteforældre har også spillet i klubben. Vi har bla en ung mand på 41år, som har spillet over 500 kampe i den rød/hvide trøje - en ægte Viking, Peter Velling. Vi har også spillere der er flyttet fra byen, til bla Aalborg, som gerne tager køreturen “hjem” til Als for at træne og spille kampe. Der naturligvis også en del nye spillere - og de er mindst ligeså velkomne. Sammenhold er også frivillighed, og det har vi heldigvis også masser af. Det er godt nok næsten altid de samme, men de stiller til gengæld også op, hver gang der skal laves noget i eller udenfor klubben.

Hvis I skulle lave en reklamekampagne for jeres klub, hvilket sjovt slogan eller catchphrase ville I bruge for at fange folks opmærksomhed?

- Vores slogan er og bliver: ”Vikinger alle vi alle mand”. Den indikerer vores sammenhold, både i og udenfor klubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste