Viceanfører Grud erkender: "Vi manglede vilje og gejst
Interview med Viceanfører Emil Grud efter kampen mod Vinderup IK.
Efter at have tabt med hele 5-2 på hjemmebane mod Vinderup IK, er du overrasket over både nederlaget og nederlagets størrelse? Hvordan oplevede du kampen?
- Jeg vil ikke sige, at jeg er direkte overrasket over nederlaget, men taget vores placering sammenlignet med deres i betragtning, samt udfaldet i det sidste møde med Vinderup IK, gik vi ind til en kamp, hvor vi på papiret var favoritter. Der blev fokuseret meget på vigtigheden af kampen inden opgøret, hvor vi med en sejr ville sætte os selv i en væsentlig bedre situation end den, vi er havnet i. En favoritværdighed, vi på ingen måde lever op til. Set i lyset af en generel sløj præstation af os, hvor vi ikke formår hverken at holde vores aftaler eller omdanne vores chancer til mål, mener jeg ikke, at det er ufortjent, at vi taber. Nederlagets størrelse overrasker mig dog lidt. Vi kan- og skal kunne levere på langt højere niveau. Jeg oplever en rodet kamp, der bølger frem og tilbage, hvor vi også har flere muligheder for at komme foran og få reduceret - men som sagt; generelt en sløj præstation, præget af, at vi ikke holder vores aftaler.
Hvad gik galt i jeres præstation, og hvad var de største udfordringer, I stod overfor?
- Som nævnt lever vi ikke op til vores niveau og holder ikke vores aftaler. Vi manglede 10-20% mere vilje og gejst gennem store dele af kampen, hvilket er årsagen til nederlaget. Vinderup IK, sagt med alt respekt, havde "heldet" til at få størstedelen af alle 50/50 bolde og tilfældigheder deres vej, og formåede at sætte deres stærke offensiv op på en måde, som vi ikke kunne dæmme op for på dagen.
Hvordan påvirker dette nederlag holdets moral og selvtillid fremadrettet?
- Nederlag påvirker altid et holds moral og selvtillid, og da særlig i en vigtig kamp på hjemmebane. Vi er naturligvis skuffede, men det er vigtigt, at vi rejser os, for vi har niveau til meget mere en hvad vi viser i øjeblikket. Vi skal genfinde niveauet, viljen og gejsten, der har båret os igennem tidligere kampe, og så skal selvtilliden nok komme.
Hvilke ændringer og forbedringer vil I fokusere på i træningen for at undgå lignende resultater i fremtiden?
- Vi skal have ændret tilgangen og koncentrationen, og så skal vi som sagt have genfundet viljen og gejsten. Så er jeg sikker på, at vi har mindst én sæson mere i Serie 2 efter sommer.