Vi spillede kynisk og scorede 2 flotte mål
.
Interview med Peter Thomsen, Valsgård IF83.
I mødte Sønderup/Suldrup på hjemmebane og vandt 2-1. Hvorfor mener du, at I vandt kampen, set med dine øjne?
- Vi spillede en fornuftig kamp under vanskelige forhold med vand og vind. Vi forsøgte at spille kynisk og jeg synes, at vi fandt en fornuftig balance mellem at spille direkte og til tider passe lidt på bolden på modstanderens banehalvdel. Vi skabte et fornuftigt antal chancer i forhold til modstanderen, og derfor synes jeg også, at det er fair vi vinder kampen.
Kan du beskrive kampen med et par ord og dele nogle nøgleøjeblikke eller afgørende præstationer, der spillede en rolle i resultatet?
- Vi scorede to flotte mål, hvor fart, kvalitet og præcision var afgørende i både opspil og afslutning. Det var fantastisk at være vidne til at begge vores 10'ere i denne kamp, Nicolai Larsen og Banusan Manoharan scorede, og på denne måde supplerer vores 9'er og topscorer Nicklas Andersen, så de nu har scoret 3, 4 og 5 mål. Desuden har vi Daniel Juul på 2 scoringer og han veksler ofte mellem en 6'er eller 10'er position for han kan gøre det godt begge steder. Hele holdet gjorde det fint men vores lidt oversete profil Benjamin Sveistrup arbejdede igen igen stenhårdt og fyldte meget centralt på banen. Det er afgørende, at vi har nogle typer som Benjamin, der gerne vil tackle og løbe ekstra meter, når vi også gerne vil forsøge at angribe med mange spillere.
Hvordan vil du beskrive Sønderup/Suldrup som hold? Hvad var nogle af de udfordringer eller styrker, I bemærkede under kampen?
- De har et rigtigt fint hold, der kan være svære at tumle. Dog synes jeg, ligesom den første kamp, at vi virker en anelse mere ovenpå og vi skaber flest chancer selvom boldfordelingen i dag var mere lige end sidste kamp. De vil kæmpe med i toppen indtil sidste kamp.
Udover de tre point fra sejren, hvad tror du, at I kan tage med jer fra denne kamp, som kan hjælpe jer i resten af sæsonen eller i jeres udvikling som hold?
- Selvtillid og troen på, at vi kan vinde kampe med forskellige midler. Vi vil gerne spille blændende teknisk fodbold, men det er ikke altid muligt, og så er det vigtigste, at folk har arbejdshandskerne på og vil knokle på sidemanden og klublogoet.